Tirsdag 18. maj 2010, 14.31  
 

SF-Anders fik varmet op under byrådet

© Ikast avis

Af Steen Hebsgaard

Anders Udengaard trådte i karakter, da et samlet byråd måtte erkende at de havde begået en brøler

"Skrammel" - "uheldigt" - "tilståelsessag" - "fejlagtigt".

Det er sjældent at høre de ord i en byrådssal.

Men det skete denne uge, med SF\'s Anders Udengaard som central figur, da han for alvor fik varmet op under byrådet i en debat om "Visison 2016".

- Det er en tilståelsesag, erkendte borgmester Carsten Kissmeyer i en sag, der handler om, at økonomiudvalget ikke fik læst et referat korrekt, og at et byråd ved mødet i april heller ikke fik læst lektien grundigt.

Måske bortset fra Anders Udengaard,

Han havde nemlig indsendt et ændringforslag til en formulering i Visions-planerne, hvori han skrev at "der udbygges en god og kollektiv trafik" i stedet for den oprindelige formulering "der fastholdes en god og dækkende kollektiv trafik".

Problemet var, at SF\'s formulering, som pålægger kommunen en vision om at UDBYGGE i stedet for bare at FASTHOLDE, reelt blev vedtaget i april.

- Der er klart tale om en fejl. Ingen i økonomiudvalget havde ønsket den ændring - men det blev desværre glemt i referatet, sagde Carsten Kiss­meyer på mødet mandag, hvor man igen havde Visions-planen til vedtaggelse - dennegang med den oprindelige formulering om at "fastholde".

Han beklagede. Men virkelighedens verden er den - som han sagde - at 24 af de 25 medlemmer i byrådet ikke vil have den formulering, som SF havde foreslået.

- Vrøvl, lød det fra en bidsk Anders Udengaard. - Det her handler om ikke om en fejl i hverken mit ændringsforslag eller i referatet. Fejlen ligger i opmærksomheden i økonomiudvalget. Og man kan vel ikke bare ændre noget, man lige har vedtaget?

- Det kan man, når et flertal ønsker det, fastslog borgmesteren, der dog erkendte, at det var en uheldig sag.

- Hvad siger I andre til den her sag? lød det fra SF- og så blev der meget stille i byrådssalen.

Den slags udtalelser og konfrontationer er sjældne.

Dion Eriksen (K) medgav, at det var noget godt gammeldags skrammel.

Inge Dinis (S) forstod fuldt ud Anders Udengaards indignation - men det ændrede ikke ved, at de 24 stemte for at "fastholde", mens Uden­gaard stemte imod.