Mandag 15. marts 2010, 10.11  
 

Jem & Fix i Ikast åbner i næste uge

© Ikast avis

Af Ole Bitsch , ob@ikastavis.dk

Lavpris-byggemarkedet, der får base ved Løvbjerg, slår dørene op tirsdag den 23. marts

Tirsdag den 23. marts åbner lavprisbyggemarkedet "Jem & Fix" dørene til deres nye butik i Ikast.

Det bekræfter Claus Petersen, salgs- og indkøbsdirektør hos Jem & Fix, der har hovedkvarter i Vejle.

- Vi glæder os til at byde Ikast-borgerne indenfor tirsdag i næste uge. Vi er sikre på, at både kunderne og vi får stor gavn af hinanden, siger Claus Petersen om butikken, der er placeret ved Løvbjerg på Vestergade.

Butik nummer 76

Jem & Fix specialiserer sig i gør-det-selv-produkter inden for eksempelvis hus, have, værktøj, maling, VVS og isenkram. Butikken i Ikast bliver nummer 76 i rækken af Jem & Fix-afdelinger, der er fordelt over hele landet. På sigt forventer byggemarkedskæden at runde 100 butikker, fortæller Claus Petersen.

- Det er målet på sigt, og med vores nye lokaler i Ikast, har vi taget endnu et skridt i den retning. Kunderne i Ikast kan se frem til en topmoderne butik, hvor indretningen eksponerer 8000 forskellige varer på bedste vis, siger salgs- og indkøbsdirektøren.

1600 kvadratmeter

Jem & Fix i Ikast tæller selve forretningen, der er på 1000 kvadratmeter. Derudover er der etableret et udeareal på 600 kvadratmeter. Personalegruppen, som allerede er fastlagt, bliver på seks til otte medarbejdere.

Læs mere i Ikast Avis

Se flere billeder fra åbningen under billedgalleriet på forsiden af aoib.dk