
Håndboldkvinderne fra FC Midtjylland indkasserede det andet nederlag på stribe, da midtjyderne tabte topkampen mod Randers HK.
Forleden smed FCM Håndbold to overraskende point mod FIF - og lørdag blev det til endnu et nederlag, da Randers vandt med 31-26 i Ikast-Brande Arena.
Sidste sæsons DM-finaler mellem FCM og Randers HK var intense og dramatiske - og det samme var tilfældet med dagens ligamatch.
Ved pausen førte gæsterne med 17-14 - en konsekvens af en skidt start for FC Midtjylland, der i første halvleg blandt andet var bagud med 4-7 og 9-13.
Men hjemmeholdet gav ikke op. Opgøret igennem viste FCM-spillerne stor moral, og gang på gang fightede værterne sig tilbage i kampen. I slutningen af første halvleg fik de forsvarende danske mestre reduceret til 13-14, og i anden halvleg lykkedes det at indhente endnu et Randers-forspring.
FCM udlignede til 19-19 og midtjyderne tog også deres eneste føring siden 1-0, da man bragte sig i front med 23-22.
Men udeholdet fra Randers var bedst denne lørdag. Susan Thorsgaard modtog en udvisning, og så kunne gæsterne øge føringen til afgørende 28-25 med fire minutter tilbage.
Bagspilleren Trine Troelsen scorede ni gange for FCM Håndbold, der måtte undvære den skadede playmaker, Lærke Møller.
Stjernekeeperen Sabine Englert kom heller ikke i aktion lørdag. Tyskeren vred om på den ene fod under opvarmningen, og Englert måtte køres på skadesstuen inden kampen mod Randers. Det er endnu uvist, hvor alvorlig målvogterens skade.