Fredag 27. november 2009, 7.41  
 

Basar-overskud på 200.000 kroner

© Ikast avis

Af Ole Bitch

 Ikast Kirkecenter kunne i denne uge fremvise et overskud på næsten 200.000 kroner efter årets traditionsrige julebasar.

Tidligere på måneden nåede kirkecentret en omsætning på 199.317 kroner, da de to basardage var afviklet. Det gav et overskud på 199.149 kroner.

- Vi har fået et helt fantastisk flot overskud, som vi glæder os rigtig meget over. Overskuddet gør det muligt for os, at holde Ikast Kirkecenter vedlige, så huset kan fungere for de mange brugere, vi har, siger sognemedhjælper og basarleder Britta Vestergaard.

Medvirkende til det fine resultat var kirkecentrets oktober-salg af lodsedler. Salget dækkede næsten centrets udgifter på de to basardage.

Britta Vestergaard er godt tilfreds med opbakningen fra basarens mange frivillige - og naturligvis de mange gæster, der kiggede forbi kirkecentret.

- Det er en fornøjelse at holde basar i en by som Ikast, hvor opbakningen er så stor på alle måder. Det glæder vi os meget over, fastslår basarlederen.