
PAKHUSET Kunstpakhuset i Ikast åbner lørdag d. 29. maj udstillingen "I HU", der har erindringen som tema og kunstnerisk projekt. Her præsenterer kunstnerne Anders Werdelin, Morten Tillitz og Kim Asbury en række anderledes og personlige erindringsbilleder og objekter. - Vores tilgang til temaet er personlig: Vi har ønsket at undersøge vores erindringsbilleder fra barndom og ungdom, ud fra nogle simple rumlige spilleregler, fortæller de tre kunstnere.
- Titlen "I HU" er vigtig; med den ønsker vi at forbinde det at erindre med det mere indskydelsesrige at noget kommer til een fra fortiden uden at man tvinger det frem. Udtryk som "at komme i hu", "det faldt mig i hu" angiver tonen for vores projekt. Vi er alle tiltrukket af erindringen i vores kunstneriske arbejde. Vi er alle tre i en alder, som indebærer et trefold perspektiv på det der huskes; tingene som de var engang, kontinuiteten, og bevidstheden om kulturel forandring over tid.
Blik på det personlige liv
- I Tyskland anvendes begrebet "Vergangenheitsverwaltigung" om det blik som tyskerne kaster på deres og landets voldsomme fortid. Den fortid som vi har levet er mindre voldsom, men for os ikke mindre dramatisk, - og under alle omstændigheder ikke mindre vigtig for os personligt. Vi ønsker i denne udstilling at lave en "Vergangenheitsverwaltigung" over vores personlige liv, med fortrinsvis skulpturelle og fotografiske midler, siger kunstnerne om udstillingens tema og værker.
Erindringen som form
- Vi har haft en enkel regel vigtig for udstillingens værker: At hvert enkelt af vores bidrag til udstillingen skal det i formen fremgå at erindringsmateriale spiller ind. Forholdet mellem kunstværkets formmæssige tilstedeværen, og erindringen, som vi intuitivt ved fortælles i datid, men som i høj grad er lyslevende og nutidig, er dobbelttydigt.
- Vores fremgangsmåde har været relativ systematisk. Vi har inddelt vores arbejde i cyklusser. Rettere sagt specifikke kunstneriske tilgange som for eksempel: figuration, farve og konkretion. Denne flerhed af udtryksmidler tager højde for at erindringen er sanseligt betinget, men i sig selv ubundet af stilkonventioner, fortæller kunstnerne om bearbejdningen af deres erindringsmateriale. Gennem enkle men systematiske værkprocesser har Anders Werdelin, Morten Tillitz og Kim Asbury skabt en række anderledes og fascinerende erindringsbilleder og objekter.
Udstilling "I HU" har fernisering lørdag d. 29. maj, kl. 13 - 16.Kunstnerne vil være til stede ved åbningen.