I påsken var socialcheferne ude med meldninger om, at alle økonomiske problemer i kommunerne skyldes handicappede.

Nu er det udgifterne til specialundervisning, der er skyld i problemerne med økonomi i skolen, hvis man skal tro eksperter. Det interessante er, at specialundervisningen på trods af prisen ikke virker godt nok. Det har undervisningsministeriet fået udredt i november 2009. Er det mon ikke noget andet der er galt? Lad os se på et eksempel: Blinde børn fik før kommunalreformen støtte fra amternes specialrådgivning. Det kostede ikke kommunerne noget det var finansieret over amtsskatterne.

Den amtslige specialrådgivning til blinde børn i skolen blev før udført af synskonsulenter, som kunne koncentrere sig om at yde støtte til blinde børn. I dag skal de også tælle timer og skrive regningen ud. Resultatet er mindre og dårligere specialrådgivning til blinde børn, og dermed et ringere udbytte af den specialundervisning, der ellers skulle være løftestangen for, at blinde børn får en uddannelse og dermed kan blive ligeværdige borgere i samfundet. Det er denne konsekvens. Undervisningsministeriets afdækning af den dårligere kvalitet, i specialundervisningen har opfanget. Det er bare et eksempel på, at det ekstra bureaukrati, som blev indført med kommunalreformen, får det til at se ud som om, det er den enkelte modtager af specialundervisning, der er blevet dyrere. Men det er noget, flertallet bag kommunalreformen har valgt for os alle. Ansvar for udgifter og resultater skal placeres hos politikerne og ikke hos børn med handicap.