INTERVIEW | Den sidste prædiken skal snart skrives. Ikke sent lørdag aften i sidste øjeblik. Næh, han vil helst have det gjort i god tid fredag eller lørdag formiddag.

Og den bliver svær at skrive. Vemod - men også glæde og begejstring efter 20 fantastiske år - vil garanteret påvirke den pen, sognepræst Kai Bohsen fører over papiret, når han som optakt til søndagens afskedsgudstjenester i Ikast Kirke og Faurholt Kirke skal skrive sin sidste prædiken og afslutte et kapitel som sognepræst i disse to sogne.

Et vigtigt kapitel, hvis man spørger ham selv. Måske det vigtigste i hans liv.

Fra landmand til præst

Landmandssønnen, der gik ud af 7. klasse for at tjene på landet, udlevede nemlig sin drøm, kæmpede sig gennem hele fem sprog på de første år af teologistudiet, som han færdiggjorde på bare seks år.

- Det var præst, jeg ville være. Det har ligget i mine tanker, siden jeg blev konfirmeret, og jeg har haft 20 fantastiske år i Ikast, fortæller Kai Bohsen i et afskedsinterview med Ikast Avis.

Først skulle han omkring Fredens Kirke i syv år, inden han søgte og fik stillingen ved Ikast Kirke.

Dengang sagde han til avisens udsendte efter fåår på posten, at Ikast var et sogn, der krævede noget af præsten.

- Det kom til at holde stik. Der er store forventninger til præstegerningen her på egnen. Forventning til at man tager del i og bakker om op det kirkelige arbejde, og at man besøger folk. Heldigvis da. Jeg har sat en ære i at engagere mig, og i at besøge så mange som muligt. Det har været 20 fantastiske år.

Og du kan lægge hånden på Bibelen på det?

- Ja da, griner Kai Bohsen.

- Selvfølgelig skal der i et samarbejde hugges en hæl og klippes en tå, og der skal arbejdes for det. Men jeg har haft et fantastisk samarbejde med kollegerne. Det handler om at føre budskabet frem - ikke præsten.

Men er du ikke bare ét skridt nærmere Vor Herre?

- Det tror jeg absolut ikke! I gamle dage var en præst måske lidt ophøjet i samfundet. Men der er ikke den samme status omkring præstegerning i dag. Man er på hat og dus med stort set alle - og det har faktisk gjort det nemmere at både tale om Gud og religion og at undervise konfirmander. Kirken er også modnet på den måde, at man tør gå ind i den offentlige debat.

Kommer med et budskab

Dialogen - eller snakken - med sognets beboere har altid været et omdrejningspunkt for Bohsens arbejde.

- Uanset om det er trofaste kirkegængere eller folk, der sjældent kommer der, har jeg altid følt mig velkommen i hjemmene. Jeg har mødt en positiv forventning om, at præsten kommer - f. eks i forbindelse med dødsfald, bryllup eller lignende - og at man kommer med et budskab. Det er det stærke ved at være præst, at opleve den ene gang efter den anden, at det, vi er sendt ud med, virker. At præsten sætter ord til noget, man ikke selv forstår - hvis man f.eks. er i sorg. Det kan være en bøn, en salme eller bare det at lægge hånden på et hoved og lyse velsignelsen. Der kommer en fred over et menneske, hver gang det sker.

Debatten kører ofte på tomme kirker herhjemme - men det er jo ikke tilfældet i Ikast-området. Hvad er årsagen?

- Det er vigtigt, at kirkens personale - ikke bare præsterne - står sammen om og er bevidst om det, vi er her for: At forkynde evangeliet, skabe indholdsrige og gerne festlige gudstjenester. Det synes jeg, vi er gode til i Ikast.

- Min erfaring er, at folk, der kommer til en begravelse, et bryllup, eller en barnedåb - får en god oplevelse. De giver udtryk for det, og jeg kan mærke det på dem. Det føles som noget godt at komme i kirken, også selvom man ikke bruger kirken så meget.

Må ikke køre af sporet

Er kirken blevet mere imødekommende?

- Selvfølgelig skal vi komme menigheden i møde. Men kirken står sig godt ved at sige til folk, at de ikke bare kan designe deres egen gudstjeneste eller en kirkelig handling. Det kører for let af sporet. Kirken er her i et bestemt ærinde. Og vi har brug det ritual, kirken byder på - ikke at fylde den med alt muligt andet. Derfor kan man jo godt ændre på formen ad åre. Men budskabet skal stå fast!

Har kristendommen et budskab i en verden, hvor vi omgives af moderne teknologi?

- Bestemt. Og måske netop derfor! I den teknologiske verden har vi brug for ord, der er større, end vi selv er. Kirkens budskab er større end mennesker selv, og hvis vi ikke har forståelse af, at der er noget, der er større end os selv, så bliver vi mindre end de mennesker, vi er skabt til at være.

Hvad er din dybeste og bedste oplevelse af tiden som præst i Ikast?

- Der er meget - men det højeste må være gudstjenesten - højmessen - i kirken. Den står som noget, der har løftet mig personligt. Jeg er blevet båret frem af en menighed, der synger og er god til at lytte og bede for deres præst. Det har været stort at få lov til at være en lille brik i sognelivet. Gudstjeneste, sjælesorg og undervisning - er mine tre hjertebørn i præstetiden.

Troen på Gud

Tror du på Gud?

- Nu tænker du Grosbøll og diskussionen om en opretholdende og skabende gud? Selvfølgelig gør jeg det. Men jeg er ikke fundamentalist. Jeg mener ikke - og underviser også mine konfirmander i det - at Bibelen er en himmelfalden bog. Vi snyder os selv, hvis vi har den opfattelse, at hvert ord i Bibelen skal tages som noget, der er sket. Tag skabelsesberetningen på de syv dage. Vi ved, at verden er milliarder af år gammel. Bibelen er ikke reportageskrivning, der stod jo ikke en journalist og skrev det ned, da Gud skabte jorden. Men Bibelen er menneskers vidnesbyrd om, at Gud er skaberen. Det er det eneste, vi behøver at holde fast i omkring denne beretning.

- Jeg drøfter det ofte med konfirmander, som stiller spørgsmål om udviklingslæren. Jeg synes ikke, der er en konflikt mellem naturvidenskab og teologien. Ingen videnskabsmand eller kvinde har endnu kunnet give et svar på spørgsmålet om, hvem der har sat det hele i gang. Skabelsesberetningen som menneskers vidnesbyrd, om at Gud er skaberen, kan sagtens suppleres med naturvidenskaben.

Er du selv i tvivl om troen en gang imellem?

- Det kan du tro. Troen eksisterer ikke uden tvivlen og omvendt. Troen er ikke en fast størrelse - den bliver til hele tiden - i det liv, vi lever.

Skæld ud på Gud

Den svære situation må være, når man som sjælesørger skal forklare et forældrepar, der mister deres barn, hvorfor den barmhjertige Gud lod det ske?

- I den slags svære situationer siger jeg ofte, at det ikke er Guds skyld, at det sker, men at jeg er sikker på, at Gud er dem nær. Men når det er sagt - må man godt give Gud skylden. Skæld dog ud på ham - det er han den eneste, der kan bære. Barnet skriger på forældrene, når det er i nød. Mennesket må gøre det samme over for Gud.

- Gud sidder ikke og trækker i snorene og afgør, hvem der skal leve og dø. Gud er kærlighed.

Alvorlig snak om livets essentielle spørgsmål hen over sofabordet en af de sidste dage, Kai Bohsen kan kalde sig sognepræst i Ikast. Han og Anna-Margrete er allerede flyttet fra præsteboligen til en villa på Jeppe Aakjærs Vej, som skal være rammen om pensionistlivet. Som for øvrigt nok skal blive fyldt med oplevelser.

Bohsen vil gerne lege mere med sine to børnebørn, læse meget mere, tage i sommerhuset, holde foredrag osv. I privatlivet er Kai Bohsen udstyret med en stor portion humor - og humoren i det kirkelige arbejde kunne godt være emne for et foredrag.

Men nu skal prædikenen til den sidste gudstjeneste forberedes.

Og for første gang denne eftermiddag, mens den sidste kaffe tømmes, fornemmer man et vemod i Bohsens øjne.

- Det bliver en vemodig dag ... ja, det bliver nok lidt hårdt at tage afsked med præstegerningen ...