Tidligere Vestre- elev til EM i entreprenørskab

ENTREPRENØRSKAB | Mads Bjerregaard Kristensen gik i 9. klasse det år, hvor Ikast Vestre Skole startede med entreprenørskab.
09. marts 2012, 06.41

Her var det første gang, Mads prøvede kræfter med innovation, da hele skolens overbygning skulle være opfindere og udstille deres ideer for dommere og handlende i Ikast Strøgcenter. Om det er derfor vides ikke, men siden er det gået ualmindelig stærkt for Mads. Mads går nu på HHX, som 3. års elev, og er samtidig direktør for sin egen virksomhed newQReation I/S.

Mads ejer virksomheden sammen med to andre drenge fra Handelsskolen, som går på samme årgang. Drengene har også en tidligere Imerco kæde-chef til at rådgive sig i firmaet, der har udviklet et koncept, der arbejder med de såkaldte QR-koder, som scannes ind på mobilen, og giver forskellige rabatmuligheder.

Mads fortæller, at de alle tre var elever på innovationslinjen og deres virksomhed vandt Danmarksmesterskabet, hvor der blandt andet også deltog professionelle og folk, som lever af at iværksætte.

Ikast-firmaet slog i alt 1.000 virksomheder, og med titlen som Danmarksmester kvalificerede de sig til Europamesterskabet. Ved Europamesterskabet endte de på en flot andenplads, hvor der i alt deltog 34.000 virksomheder, ca. 1.500 virksomheder pr. land.

Vigtigt med entreprenørskab

Mads synes, det er rigtig godt at folkeskolen er begyndt at arbejde med entreprenørskab og innovation. De kompetencer, arbejdet med entreprenørskab giver, er vigtige i fremtidens samfund.

- Det vigtigste i entrepenørskab er viljen. Det er ikke så skide vigtigt, at du har en masse kvalifikationer. Du skal have lyst til at arbejde med det, du arbejder med, for ellers kan du ikke få succes med det, udtaler Mads. Denne kompetence, at tro på egne evner, kvalifikationer og ideer, er netop en af grundtankerne i entreprenørskab. Og som Mads også fortæller, er entreprenørskab ikke kun for nogle typer af elever. "Entrepenørskab er for alle uanset alder, livsstil og køn. Så længe du knokler og tør at spørge om hjælp hos professionelle, kan du få succes."

Vestre har hjulpet FC Midtjylland

Inden for de seneste 3 år er der sket meget omkring entreprenørskab på Ikast Vestre Skole. Den nuværende 9. årgang har bl.a. arbejdet sammen med politikerne Helge Sander og Andreas Steenberg, hvor eleverne skulle hjælpe dem med at føre deres valgkampe på en måde, som fanger alles opmærksomhed. Årgangen har også haft et samarbejde med FC Midtjylland håndbold, hvor opgaven lød på, at skulle skaffe flere tilskuere i hallen til holdets kampe. Denne opgave blev løst ved hjælp af en "camp", hvor eleverne arbejdede 24 timer på skolen, hvorefter de fremlagde deres ideer for klubben. Alt i alt har skolen haft mange entreprenante og innovative projekter. Og alle årgange og lærere arbejder med det på en eller anden måde hvert år.



Ordet er dit