Sommerskole på Den internationale Skole foregår på engelsk og stiller krav til eleverne


Sommerskole med alverdens elever

IKAST | Hanlu He og Jangshan Li er venner i Kina, men i denne uge sidder de på samme skolebænk i Ikast sammen med tyske Lucas og israelske Maya
10. juli 2012, 07.51

FæLLES SPROG De er forskellige af udseende, oprindelse og sind. Men de har det engelske sprog til fælles, og det har de valgt at bruge og udfordre. Ganske frivilligt. Sommerferien er udsat en uge til fordel for: Sommerskole.

Og selvom langt størstedelen af deltagerne i årets Sommerskole på Den internationale Skole i Ikast, er danske, så er det på engelsk at tingene foregår. Specielt, hvis man er kommet i gruppe med en, der slet ikke taler dansk. Så er der udfordring for alle pengene, og det i en grad, så både hovedet og kroppen er godt trættte, når skoledagen er slut midt på eftermiddagen.

- Det er lidt hårdt at skulle stå tidligt op hver morgen, når man holder sommerferie, siger Maya Fink Amit, der sammen med et par veninder fra Silkeborg hver morgen bliver kørt til Ikast for at gå i skole

Det var Sabina Sørensens mor, der så tilbuddet på forældreintra og præsenterede det for pigerne.

- Vi synes det kunne være sjovt at prøve noget anderledes og blive bedre til at tale engelsk, siger Sabina i et frikvarter, som samtidig skal bruges til at fylde energidepoterne op.

- Der er lidt mærkeligt. Vi er vant til at spise i vores klasser, men her må vi slet ikke. Vi skal forlade klassen, siger hun.

Den internationale Skole i Ikast-Brande underviser efter den engelske Cambridge model og praktiserer en høj grad af disciplin. Eleverne tiltaler sine lærere med efternavn, bruger skoleuniform og anvender en høflig omgangstone.

- Vi har dog slækket lidt på disciplinen, afslører Thomas Juul og rækker ud efter en elev, der trods mange henstillinger stædigt fastholder at gå med kasket.

Noget der ville være uacceptabelt i hverdagen, ligesom de to undervisere nok var blevet bortvist, hvis de - som på denne varme solbeskinnede dag - mødte op i shorts, t-shirts og sandaler.

Tilbud

Sommerskolen er i år et tilbud til de 11-14-årige, der arbejder med Sci-fi film, hvor de både arbejder med det visuelle, effekter, sprog og musik. Og ugens arbejde kulminerede i Ikast Bio hvor de forskellige grupper alle kunne fremvise deres film-trailere for forældre og andre interesserede.

På skolebænken er også de to kinesiske veninder Hanlu He og Jangshan Li. Jangshan Li bor i Kina nær Shanghai og er fløjet til Danmark for at gå på sommerskole med sin veninde, Hanlu He, der har boet i Ikast det sidste halvandet år.

Hun har haft en spændende uge og har mødt en masse venlige danskere og har blandt andet hæftet sig ved nogle dejlige, friske og rene omgivelser.

Tanja Sørensen går normalt i skole i Ejstrupholm og har sammen med sin bror valgt en ekstra skoleuge for at blive bedre til engelsk.

- Det har da været spændende, men jeg tror slet ikke jeg er så godt til engelsk, at jeg kunne gå her til hverdag, lyder det fra Tanja.

Tyske Lucas Mentken fra Brande er til daglig elev på skolen, men har valgt at forlænge sin skoletid med en ekstra uge på sommerskolen blandt andet, fordi det er interessant at møde nye jævnaldrene.

Formålet med sommerskolen er at træne elevernes engelske ordforåd med leg og læring og give børnene fælles oplevelser med andre nationaliteter. International School Ikast-Brande afvikles ud fra den engelske Cambridge model, med engelsk disciplin som undervisningsværktøj. Derfor forventes det, at alle elever tiltaler personalet med Mr, Miss og Mrs og bruger en høflig omgangstone.


Ordet er dit