Ester er venlig og imødekommende, selvom det er hendes bror, der har lokket hende til at stille op til interview ud fra devisen om, at bliver man 90 år, så har man fortjent at komme i avisen.

Og det har Ester. Om nogen har det, så må det være den gæve midtjyde, der i over halvdelen af sit liv har tjent sin familie uden at få kongens mønt for sit arbejde.

Tre ud af tolv

Som nummer tre i en stor søskendeflok på tolv var det naturligt, at hun skulle tage sig af sine små søskende, og herunder også den spastisk lammede søster. Det skulle vise sig at blive en livslang opgave for Ester.

Allerede som barn trak hun rundt med sin handicappede søster i en hjemmebygget trækvogn. Søsteren var afhængig af hjælp til stort set alt, og det var Ester, der fik opgaven helt frem til søsteren døde som voksen.

Ester voksede op i Vesterisen, hvor hun gik i skole. Efter skoletiden fik hun et par pladser dels i Ikast og dels på landet. Hun byttede lidt med sine søstre, så der altid var mindst en hjemme til at hjælpe til. Men det blev hurtigt klart, at det var Ester, der var den bedste til at tackle den store familie. Mange af de yngre søskende betragter da også Ester som en mor, der tog beslutningerne på forældrenes vegne.

Da familien flyttede til Ikast, flyttede Ester med for at hjælpe forældrene med at passe søsteren. Da hun døde skulle hun passe først sin syge far til han døde og siden sin mor, der tilbragte de sidste fem år af sit liv i kørestol.

Hjælp og løn fra det offentlige for sin livslange opgave, er ikke noget Ester har mærket til. Hun nåede aldrig at prøve at få et job, gå på arbejde og tjene en løn. Hun blev tilkendt førtidspension som 54-årig.

I 1975 var Ester som 54-årig for første gang helt fri til at kunne gøre noget for sig selv. Hun tog en rask beslutning, - solgte forældrenes hus og købte en flybillet til USA, hvor hun besøgte en niece i en helt måned.

Ester har siden besøgt niecen igen, og kan hun finde nogen, der vil med, så rejser hun gerne igen en tur over Atlanten.

Ester er nemlig både fysisk og psykisk på toppen. Hun er vant til at klare sig selv, kravler fluks op på køkkenbordet for at gøre rent oven på skabene. Skal der slås søm i, bores et hul, eller skal hunstikket på ledningen monteres, så finder Ester sin værktøjskasse frem og går i sving.

Hun kan selv og vil selv.

Hun kunne være bitterheden selv ovenpå et liv, der i dag vil få de fleste op af stolen i retfærdighedens navn. Men Ester er det stik modsatte. Imødekommende, venlig og med en stor omgangskreds hun nyder at være sammen med. Enten når der skal laves hjemmesko til Kirkebazaren eller når hun og veninderne tager på den årlige højskole-ferie eller i sommerhus.

Hun har trådløs telefon, fladskærmstv, men computeren bliver ikke en del af hendes liv...og bliver verdens larm for meget for den 90-årige. Så slukker hun bevidst sit høreapparat og tager sig en lur.

I dag onsdag den 13. april er hun dog hjemme, hvis nogen skulle få lyst at kigge forbi på dagen. Senere er familen inviteret til stor gilde