Skønt at være sig selv trods kroniske smerter

Kirsten Pedersen har oplevet at få nyt indhold efter sin deltagelse på Ikast-Brande Kommunes hold for kronikere
15. juni 2012, 10.31

FØRTIDSPENSIONIST Siden 2008 har jeg været igennem tre operatione : To stivgørende i ryggen på grund af slidgigt og tre diskusprolapser samt en i skulderen på grund af slidgigt og seneskade.

Disse operationer har foruden at give en begrænsning af bevægelighed , desværre også givet konstante smerter.

Den begrænsede bevægelighed og smerterne har betydet at hele mit liv har ændret sig - fra , hvor jeg før var glad og udadvendt, havde et fultidsjob var spejderleder og kunne køre mc... til idag hvor jeg har fået førtidspension ingen fritidsinteresser og ingen mc.

Det siger vel næsten sig selv, at det kan være svært at find glæden ved livet - fremtiden og dagligdagen.

Så skete der noget.

Jeg kontaktede kommunen fordi jeg havde hørt om et kursus som hed : Lær at tackle kroniske smerter.

Jeg var så heldig at komme på et hold, kun to dage efter min kontakt.

Vor lærere er to dejlige mennesker som selv har en kronisk sygdom som medfører mange smerter.

Trods dette har de overskud til at hjælpe vi andre - og hjulpet det har de.

Den største oplevelse var, at man pludselig sad sammen med en flok som har det nøjagtig lige som én selv.

En lettelse at kunne sidde og fortælle hvordan man har det det , uden at folk kigger skeptisk påén- at se nikkene og genkendelsen hos de andre. Pludselig følte man sig rimelig "normal" igen.

Vi har så i forløbet fået en masse "redskaber" som vi kan bruge frit - vi har lært om kommunikation, afspænding - begrænsninger og muligheder og meget andet.

En af vore ledere sagde på et tidpunkt en ting som har sat sig ritig godt fast i mit hovede;det lød ca. Sådan :

Når vi skal på tur eller bare et eller andet sted hen, så er der én ting vi ikke behøver pakke.

Det er smerten , den er bare med hele tiden som en slags håndbagage.

Så vi kan lige så godt lære at håndtere den så godt som muligt.

Her hvor vi kun mangler en gang i vores kursus føler jeg igen at jeg kan se lys forude . Der er lang vej endnu, men med små skridt ved jeg at man kan komme langt. Smerten vil aldrig forsvinde , men jeg føler jeg har fået et andet forhold til den .

Andre "almindelige" mennesker kan have svæt ved at forstå hvordan vi har det ( for man kan jo ikke se noget på os, vi bærer ikke gips eller andre synlig ting). Blot ville jeg ønske at disse "almindelige" ville tro os !!!

Der er kun en ting som gør mig ked af det lige nu , og det er det ikke at skulle mødes med de andre hver uge.

For hvor har det været skønt at kunne være sig selv.......


Ordet er dit