Sig mig, lugter her ikke lidt af erhvervsklima?

For præcist et år siden blev jeg høfligt bedt om at tage fri fra arbejde, så jeg kunne indfinde mig på rådhuset i Ikast, hvor nogen efter sigende havde en stor overraskelse til mig.
02. september 2011, 06.44

Selv om det godt nok var med meget kort varsel, så er mine kolleger efterhånden vant til, at jeg forlader dem i tide og utide, og de fandt beredvilligt ud af at dække mine timer ind i den børnehave, hvor jeg arbejder. På rådhuset ventede der da så sandelig også en glædelig overraskelse. Ikast-Brande var nemlig af Dansk Industri blevet kåret som "årets Erhvervsklimakommune", og byrådssalen var et summende virvar af erhvervslivets spidser, storsmilende politikere og knipsende fotografer. Man skal altid glæde sig, når andre mennesker synes, at man gør det godt, men for mit eget vedkommende blev glæden en anelse dæmpet af at skulle stå høfligt stille med et champagneglas i hånden, mens interesseorganisationen Dansk Industri fik en platform, hvor de frit kunne belære mig om, at selskabsskat og dækningsafgift er noget Fanden har skabt, og at vi jo virkelig skulle lægge os i selen, hvis vi også gerne ville modtage deres fine pris næste år. Faktisk fik jeg lidt dårlig samvittighed overfor mine kolleger og mine børn, for jeg tror faktisk ikke, at der var nogen i lokalet, der oprigtigt havde brug for, at jeg var der.

Torsdag eftermiddag gentog historien sig. Ikast-Brande Kommune indtog igen en fornem førsteplads, kameraerne snurrede beredvilligt, politikerne klappede hinanden på ryggen, og Dansk Industri docerede igen over nødvendigheden af, at det private erhvervsliv ikke besværedes af trivialiteter som langvarig sagsbehandling, irriterende afgifter og emsige miljøgodkendelser. Heldigvis for mig og min arbejdsplads blev jeg denne gang ikke revet væk fra noget vigtigt. Mine byrådskolleger og jeg sad såmænd bare og var ved at lægge kommunens budget for næste år. Et budget, som på forhånd så ud til endnu en gang at indeholde besparelser på velfærdens kerneydelser, men når nu erhvervslivet gerne ville forære os endnu en jernskulptur til samlingen, så afbrød vi da glædeligt forhandlingerne i et par timer. Vinen fejlede forresten heller ikke noget i år.

Lad mig gøre det absolut klart: Det er på alle måder glædeligt, at Dansk Industris medlemmer føler sig godt behandlet af vores kommune, og jeg deler til fulde borgmesterens opfattelse af, at skabelse og fastholdelse af arbejdspladser er et livsvigtigt fokuspunkt både for den kommunale og den nationale økonomi. Men når jeg samtidig skal lægge øre til, at dette kun kan sikres, hvis det private erhvervsliv garanteres lempelige vilkår, mens vi landet over skærer ned på skoler, daginstitutioner og ældrepleje, så bliver jeg provokeret.

I skrivende stund kan jeg ikke helt slippe tanken om at tilmelde mig et aftenkursus i keramik eller glaskunst. Når jeg så på et tidspunkt har fået fremstillet en lille figur eller måske et landskabsmaleri, kunne jeg da også godt tænke mig at overrække den til erhvervslivets samlede spidser, så jeg foran snurrende kameraer kan få lov til at fortælle dem, hvordan jeg synes, at verden hænger sammen. Jeg kunne godt tænke mig at fortælle, at Danmark faktisk ligger under gennemsnittet i EU hvad angår selskabsskatter. Jeg kunne godt tænke mig at fortælle, at vores nuværende Miljøminister helt har opgivet at bortforklare målingerne af skadelige stoffer i vores grundvand. Hvis vi fremadrettet skal sikre vores unikke velfærdssamfund og overlevere et bæredygtigt miljø til vores børn, så er det bydende nødvendigt, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Det er bydende nødvendigt, at vores erhvervspolitik ikke er ensidigt fokuseret på profit og lempelige vilkår. Jeg siger ikke, at det private erhvervsliv ikke må have gode vilkår, men jeg må alligevel konstatere, at jeg som politiker bliver budt på en del mere champagne, end jeg gør som pædagog.


Ordet er dit