Rektor Kurt Møller Pedersen
Læs hele rektor Kurt Møller Pedersen tale ved dimissonsfesten på Ikast Brande Gymnasium her:
Rektor Kurt Møller Pedersens tale ved dimissionen 2011
Velkommen til alle – bestyrelse, ansatte, forældre, bedsteforældre, jubilarer og venner, men først og fremmest velkommen til alle elever på IBG årgang 2011!
Kære studenter og HF´ere.
Et kæmpe tillykke til jer alle sammen med jeres eksamen! Og tak til jer alle. Jer har der ikke været meget bøvl med. Eller for at være mindre jysk: I har været en i særklasse dejlig årgang.
Et meget stort tillykke også til alle dem, der sidder bag jer dimittender, som har stået bag jer i hele eksamensperioden, når der har været behov. I har jublet med jeres børn og i ny og næ måttet trøste. Også for jer er det en milepæl. Jeres små pus sidder nu her i dag – store matroner og stærke fyre, med huen på, klar til at erobre verden.
Dette skoleår har været et jubelår for IBG. 1) I efteråret fik langt om længe licens til at udbyde IB – en licens, vi har arbejdet for i flere år. Med den har vi lagt et fundament for vores skole, der holder i mange år ud i fremtiden. Med tre gymnasiale uddannelser står vi særdeles godt rustet. 2) I år slutter vi det første collegeforløb og har samtidig påbegyndt en særlig HF uddannelse for FCM´s akademister. Begge gode succeser allerede. Vi burde måske have en lysegrøn hue til vores elever fra Sportstar College. Alle I mange dejlige sportselever er med til at gøre denne skole til et frugtbart virvar af uddannelser. Men mest af alt er I med til at vise, hvordan man kan leve sine drømme ud og samtidig sikre sig en god uddannelse. I fortjener virkelig stor ros og respekt for det betydelig arbejde, I har lagt i hele projektet. 3) Oveni det fik vi i år den største elevsøgning i skolens historie, så vi efter sommerferien starter mere end 700 elever. Der er grund til her at rode skolens dygtige bestyrelse og lærerstab for et fantastisk arbejde med alt dette, men også at takke jer for jeres medvirken, og fordi I er fremragende ambassadører for skolen. 4) Således bør I forældre vide, at dette års STX årgang har opnået det bedste resultat i skolens historie. Helt outstanding!
Så årets festligste dag kalder vi dagen i dag. Vi fejrer jer og fester for jer, for nu slutter en æra og en ny begynder. I to til tre år har I haft IBG som jeres daglige base. De fleste røde, men også blå. Vi er glade for jer alle sammen.
For jer alle gælder, at I i mange fag er I stødt på ny viden, nye indsigter og nye udfordringer. I har set Achilleus´s grænseløse vrede på stranden foran Troja, overværet Odysseus´ nedslagtning af bejlerne i Athika. I har hørt Seneca tale for Neros døve øren. I har mærket varmen og lugten, da Bruno blev brændt på bålet for sine kætterske anskuelser, vandret rundt med lady Macbeth i det nattetomme slot, opslugt af skyldfølelse og rædsel. I har siddet med ved bordet, da romerske politiske idealer og klassiske humanistiske værdier kom til live i den amerikanske uafhængighedsdeklaration. I var med på HMS Beagle rejse til Galapagos, lå på briksen i Dr. Freuds konsultation i Wien og læste sammen med Marx og Engels på British Library. I har diskuteret med Zygmundt Baumann, hvorledes afsporet etik og moral resulterede i Holocaust. Hvorledes det enkelte menneske kunne sætte sine egne etiske mavefornemmelser og dømmekraft ud af spil, fordi et gigantisk bureaukrati gennem procedurer og regler havde overtaget det personlige ansvar. Med Dickens og Giddens har I vandret Londons gader og talt om personlighed, identitet og velfærd. I har marcheret til Washington for at høre Martin Luther Kings og Præsident Obamas amerikanske drømme.
Jeres uddannelse er bred, den dækker hele spektret: naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. I har lært at overskue og strukturere et stort stof, I kan abstrahere fra stor kompleksitet til klare pointer og kan formulere disse i flere sprog og kommunikere dem tydeligt og præcist. Det er ikke så ringe endda!
Jeres uddannelse bygger derudover på et humanistisk fundament, en tro på mennesket, en tro på, at vi kan og vil selv. Regler og procedurer er gode nok og nødvendige, men evnen til at tænke selv må ikke gå fløjten. Det er derfor, at I har arbejdet i dybden med jeres fag og i bredden for at se det store billede. Fag ja, men også forskellige vinkler og begrænsninger på disse fag, således at jeres viden ikke er automatisk og reproducerende. Fag ja, men også kritisk evne til at anvende fagene i forhold til komplekse og kaotiske problemstillinger. I lever i den grad op til Bestyrelsens vedtagne værdigrundlag, som vi opsummerer med ordene Seriøsitet og Sammenhold. Sammenholdet indebærer, at tilegnelse og udvikling af kundskaber, kompetencer og kreativitet i høj grad sker i samtale, samarbejde og samvær med andre. Fællesskabet påbyder jer at kæmpe om meninger og idéer, indebærer evnen til at reflektere over eget udgangspunkt og kræver respekt for andres viden og erfaringer – også når de er frygteligt irriterende. Det kan I også være – og tak for det. I falder ikke på halen over for autoriteter, men forventer respekt og ligeværdighed. Mange af vores udenlandske gæster kan ikke rumme dette. De forstår ganske enkelt ikke, at man kan sige du til ens lærer, for slet ikke at tale om rektor! At være i øjenhøjde betyder, at den formaliserede høflighed ikke er vigtig. Den gensidige respekt, viljen til at lytte til andres meninger, holdninger og viden – det er det, det handler om.
Alt dette er kommet til udtryk i fagene og mellem fagene. Men også i de mange aktiviteter, I har deltaget i uden for fagene. I har repræsenteret skolen i forskellige sportsstævner, og som regel med godt resultat. Adskillige af jer har deltaget i Georg Mohr konkurrencen, og én oven i købet med meget stor succes (Lasse Jensen), mange har deltaget i TOEFL, i forskellige olympiader. Som noget nyt er Young Enterprise og innovation blevet særdeles populært. Igen i år lavede i en flot musical i Herning Kongrescenter. I har været aktive i elevrådet, i bestyrelsen, Operation Dagsværk, Og så har I deltaget i arbejdet med IB, herunder en videoproduktion; I har været elevambassadører og siddet i følgegrupper for Globale Gymnasier og udvalg vedr. bygningsforbedringer. Der er meget mere, men lad mig blot slutte den opremsning med det ene elevinitiativ, som jeg har været mest glad for: Gallafesten. Tak til jer alle for at placere festen her på skolen, og stor tak og ros til Line, Ida og Katharina, som først og fremmest har lagt hjerteblod og lederegenskaber i denne fremragende begivenhed. Tak skal I ha´.
Nu er det så ved at være forbi. For jer alle er det en festlig dag, men I er ikke kommet sovende til jeres resultater, og i modsætning til, hvad nogle ignoranter i pressen synes at mene, så er gymnasietiden faktisk hårdt arbejde. Så naturligvis er I glade, nu da det er ovre. På den anden side ved jeg, at mange af jer også ved, at I kommer til at savne jeres kammerater og skolen. Og tanken om, at i dag er sidst gang, en del af hinanden vil se hinanden, er nok lidt sær. Så kig jer godt omkring!
Vi markerer altså en afslutning, men også en begyndelse. I forlader den parentes i jeres liv, som gymnasietiden har været og skal ud i den store verden. Og det kan da nok være, at det er en udfordring!
Det er en voldsomt kompleks verden, I står overfor. Den er på sær måde skizofren, delt i to, og tilbyder sig som en vej, der deler sig. På den ene side er der alt det dystre, irrationelle og mørke. Det der giver jer ondt i maven. Da I begyndte på IBG var advarselslamperne lige tændt. I foråret 2008 hørte vi for første gang ord som ”subprime” lån, og det der startede som en bolig-og bankkrise i USA spredte sig som en steppebrand til hele verden. Finanskrise, bank-og børskrise blev hverdagskost, og afløste en superoptimistisk bobleøkonomi, symboliseret af en dansk finansminister, der i 2006 mente, at Danmark kunne købe hele verden. Nu hedder det outsourcing, underskud, recession, og spareplaner. Hvor efterlader det jer?
Og den store verden virker lige så truende. Kina, Indien, Brik landene synes at løbe med hele den økonomiske vækst og dermed jo også den kulturelle og politiske fremdrift. Tigerøkonomier kaldes de. Og en tiger er altså noget andet end en missekat! Og for at gøre det fuldendt er Grækenland fallit og præsidenten for IMF anklaget for at have voldtaget en stuepige på et hotelværelse i N.Y. Hvad sker der for de franskmænd og verden?! Klimaændringer, spredning af A-våben, og frygt for terrorisme ligger en ufrugtbar bund, hvorfra pessimisme, sortsyn og handlingslammelse nemt kan blive blomsterne.
Heldigvis er der en anden side af verden. Det er den del af verden, som er lys, vidunderlig og livgivende. Det er den del af verden, som hænger sammen med ungdom, innovation, kreativitet og begejstring. Det er den verden, I skal skabe selv. Det er den verden, hvor der er plads til og behov for visioner. Det er den verden, som vi her i foråret har oplevet i mange arabiske lande, og som kaldes det Arabiske Forår. Hvor unge bevæbnet med computere og sociale medier har bragt gamle despoter og tyranniske regimer til fald. Det er en verden, hvor mennesker er afhængige af hinanden, hvor netværk afløser grænsebomme, hvor personlig og national væren-sig-selv nok er erstattet af fælles skæbne og fælles ansvar.
For jeres egen skyld håber jeg, at den er den sidste verden, I vælger. Det er den verden, som har mennesket som mål, og som er fuld af håb og glæde over livet. Det er det liv, I fortjener. Det er såmænd også det valg, som verden har godt af og brug for. Jeg nævnede før, at jeres midlertidige fællesskab her snart er slut. Men trangen til at være sammen, til at have en fælles sag dør ikke. Og det gør trangen til at find én mening i det hele heller ikke. Det er en forvirret og kaotiske verden, og det kan være skræmmende at stå over for en gavebod af mange valg og muligheder. Frygt kan være lammende, men husk at ved at undlade at påvirke og skabe verden, er der andre der gør det for jer. Og resultatet er måske ikke altid så behageligt, som I kunne ønske! Så selv om I ikke altid kan se det store billede, ikke altid få øje på den oplagte vej at gå, selv om I ikke kan finde mål og med, når I ser frem, så hold fanen højt. Jeg har et par råd til Jer i den forbindelse:
I kender alle sammen Kierkegaards bonmot: Livet leves forlæns og forstås baglæns. Selv om I ikke kan se meningen med hele, skal formålet nok blive klart for jer. Mange af jer vil i år eller næste år begynde på en videregående uddannelse. En del af jer vil finde ud af, at den uddannelse, I har valgt, var den forkerte. Enkelte vil måske droppe helt ud. Hvad er meningen med det? Men spørg lige jeres far og mor, om de ikke har oplevet at måtte skifte spor. Eller jeres lærere. Det gælder nemlig for os alle, at planer ikke holder. Der kan komme en korsbåndsskade i vejen, vi møder måske en pige, hvis lige, vi ikke anede eksisterede, og som lige bor i München. Vi kan ikke planlægge det hel. Uforudsete ting sker – heldigvis! Apples grundlægger Steve Job holdt for 2 år siden dimissionstalen på Harvard University. Han fortalte, hvordan han efter 6 måneder droppede ud af Harvard, aldrig fik sin eksamen, men at han blev hængende i miljøet i et år, hvor han fulgte tilfældige kurser, som interesserede ham. Bl.a. et i kalligrafi. Hans pointe var, at det han tilfældigvis lærte blev en integreret del af Apples produkter og medvirkende til succesen. På samme måde vil I opleve nederlag og planer, der kuldsejler. Men planer er forskellige fra visioner. Vær tro mod visionerne og inderste drømme, og lad jer ikke vælte omkuld af tilfældige nederlag. De kan vise sig at skabe nye muligheder. Når I mislykkes med noget og det vil I - så tænk på det ikke som en fiasko – ikke som det modsatte af succes, men som en stepping-stone til at komme videre.
Det næste, I skal have med i jeres livsrygsæk er vedholdenhed. Altså evnen og viljen til at holde ud og holde ved. På de videregående uddannelsesinstitutioner er vedholdenhed den mest efterspurgte kompetence. Uddannelsesvejlederne på de videregående uddannelser siger lige ud, at vedholdenhed er betingelsen for at knække den akademiske kode. At følge spillereglerne, møde op til undervisningen, aflevere opgaver. Der lyder lidt usexet på sådan en dag her, men sådan er det altså. I kommer til at læse lange bøger, oftest på engelsk, sætte jer ind i ting, som ikke giver afkast i løbet af et halvt sekund. I har allerede i forbindelse med studieretningsprojektet og AT forløbene arbejdet hen imod denne kompetence. Men pas på at hæve overlæggeren højt nok. Jeg er træt af at høre, at dagens unge ikke har et stærkt nok vidensbegær, eller som Lars Goldschmidt fra DI har formuleret det: A sense of urgency. På det punkt her skal I være ambitiøse. Jeg lover jer, at det ikke kun er på de videregående uddannelser, at vedholdenhed er afgørende. Det gælder i de fleste af livets forhold. Gå ud og giv den en skalle! Og lad være med at falde på rumpen over de mange asiatiske, der tales så meget om. De er dygtige, er dybt seriøse, og de arbejder helt vildt hårdt. I vil ikke komme til at arbejde på samme måde som de hundrede af millioner af kinesere og indere, som I skal konkurrere med og mod. Til gengæld har I noget andet og såre dansk med i bagagen. I har været vænnet til at agere i frihed og med selvstændighed. Danmark er det land i verden, hvor mennesker har størst tillid til hinanden. Det er en fantastisk social kapital. Det betyder, at vi ser hinanden i øjnene – direkte, med stor selvtillid og uden frygt for repressalier. Hierarkierne er meget flade, og autoritet er noget, man skal gøre sig fortjent til, ikke noget der hører formelle strukturer til. Derfor siger I ”du” til lærerne, og med få undtagelser, hvor en enkelt eller to kan forglemme sig, med stor respekt. Min påstand er, at I til gengæld får den samme respekt igen. Når vi har besøg fra udenlandske skoler, kan de ikke forstå det. Hvordan holder verden sammen? Til gengæld kan I jo ikke forstå, hvorfor de opfører sig som pattebørn, når læreren er ude af syne. Hvorfor er det en styrke? Jo, ganske enkelt fordi I som den naturligste ting stiller spørgsmål, også gerne de kritiske. Hvis kreativitet, innovation og entreprenørskab handler om at tænke og gøre nyt, så er man nødt til at turde også tænke nyt og anderledes. Både indenfor uddannelsesverdenen og erhvervslivet kommer de smarte og intelligente løsninger, når nogen bliver ved med at stille spørgsmål, ikke stiller sig tilfreds med de automatiske svar. Ingen spørgsmål er dumme, sagde man, da jeg var barn i forrige århundrede. Jeg ved nu ikke, om alle mente det, men alligevel er det altså noget om det: Dumhed kan være en stærk kreativ kraft. Det kan være en trøst for mange! Bare tænk på Forrest Gump. Men husk lige, at det kun virker, hvis det kombineres med hårdt arbejde og vedholdenhed. Talent er kun i meget få tilfælde noget Gud har nedlagt i enkelte. Talenter er ikke romantiske genier. Talent er ikke inspiration, men et resultat af hårdt arbejde og perspiration.
Når vi taler om Forrest Gump, så kan I sikkert huske den fase i hans liv, hvor han løber og løber. uden mål og med – bare løber. I lang tid løber han, til sidst med Jesus-langt skæg, og som Jesus får han et kæmpestort følge, der følger Forrest overalt. De vil være med, de vil opleve den sære mand, som ikke kan forklare noget som helst, og som derfor tillader, at hver især kan lægge i projektet, hvad han og hun vil. De vil simpelthen bare være med. Der er fornemmelse af sammenhørighed og sammenhold. Jeg tror, det ligger dybt i os. At gøre tingene sammen. Da Obama skulle holde en tale i Washington, blev der arrangeret busser fra New York for dem, der gerne ville deltage. Mere end 200 busser kørte af sted. Folk kom fra nær og fjern for at være med. Der var dem, der tog flyveren fra Washington, bare for at køre med bussen tilbage! Og lad det være det sidste råd fra mig til jer på denne dag.
I er allerede den mest forbundne generation nogensinde. I er jo indfødte i en verden på godt og ondt defineret af sociale medier, hvor vi andre kun er tilflyttere. Når I skal mærke verden, skal I gøre det sammen. På tværs af grænser, med tolerance og empati, men også med ret og pligt til at udfordre andre og deres holdninger på argumenter og fornuft. På IBG har vi som mål, at I og vores andre elever skal blive kompetente verdensborgere, globale medborgere og handlekraftige i en globaliseret verden. Det er store ord, men jeg er sikker på, vi er på IBG sikre på, at I har det, der skal til:
Dygtighed, ukuelighed, vedholdenhed, selvtillid og mod til at gå løs på verden.
Og med disse ord dimitterer jeg jer som studenter og HF´ere årgang 2011.
Hjertelig tillykke!
I skal vide, at det vil gå jer godt!
Annonce
Indsend kommentar
- Der er menighedsrådsvalg i
17 timer 50 minutter siden - Man kan vist opfatte
6 dage 4 timer siden - Hej
I 2005 den 17. dec.
1 uge 15 timer siden - Når jeg læser dette, så får
1 uge 15 timer siden - Ældgammel tankegang med
1 uge 2 dage siden - hvor meget betaler FCM i
1 uge 4 dage siden - Det vil sgu også være kanon
1 uge 4 dage siden - vil være fint at få dem FCM
1 uge 5 dage siden - vi var også skuffede igen
1 uge 5 dage siden - Jeg er helt enig. Fatter
1 uge 5 dage siden
- Landzonetilladelse - Klochsvej 33, Bording
- Landzonetilladelse - Blåhøj Stationsvej 35, Brande
- Tilladelse til udledning af vand fra tag
- Landzonetilladelse - Fasterholtvej 2, Ejstrupholm
- Landzonetilladelse - Lundfodvej 15
- Skovbjergparken Ikast kan fejre 25 års jubilæum
- Skovbjergparken Ikast kan fejre 25 års jubilæum
- Landzonetilladelse - Hygildvej 5, Ejstrupholm
- Landzonetilladelse - Damholtvej 1, Bording
- Landzonetilladelse - Skadevej 18, Klovborg











Som RSS feed