Pilgrim for en dag langs Hærvejen

06. august 2012, 15.11

VANDRING De seneste år har mange moderne mennesker grebet pilgrimsstaven.

Også i år er der mulighed for at koble sig på en vandring på Hærvejen onsdag den 22. august. Man behøver ikke melde sig til på forhånd, men møder blot op på herberget i Kragelund gl. præstegård, Sinding Hedevej 2, 8600 Silkeborg om morgenen medbringende madpakke og drikkelse til frokost.

Deltagerne går ca. 20 km. og er fremme på Thorning gl. Skole ud på eftermiddagen.

Pilgrimsvandring

Pilgrimsvandring handler om at søge efter rødder, identitet og sammenhæng. Men det handler også om opbrud fra tidens materialisme og selvoptagethed og om en søgen efter helt andre værdier, som stikker dybere end de rent videnskabsbaserede. Længslen er drivkraften, som kan føre os ud på nye veje.

Hvordan kan det være, at en gammel og næsten glemt tradition fra Middelalderen pludselig genopstår lyslevende i vor tid? I en tid med mange hurtige skift, endeløse informationsstrømme, højt tempo og overfyldte kalendere fremstår pilgrimstanken som en anden livsstil med tid til stilhed, eftertanke, langsomhed, enkelhed og indre ro.

Evangeliet må "have ben at gå på", og vandringen i det ydre, fysiske landskab afspejler den indre rejse, bønnens vej mod Gud.

En pilgrim går "ud i det indre". Den ydre, fysiske vandring hører sammen med den indre, åndelige vandring. Føddernes monotone gang bliver en meditativ rytme, en slags klosterliv til fods. På en pilgrimsvandring "beder man med fødderne"! Pilgrimmen ser det indre landskab bag det ydre: En usynlig, ekstra dimension bag denne verdens timelighed. Undervejs bliver fordommene færre og tankerne klarere. Men først og fremmest vil deltagerne kunne glæde sig over sommeren i \'Vorherres grønne katedral \'.

Undervejs lever gruppen ind i "de syv pilgrimsnøgler": langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. På vandringerne får man et Guds ord med på vejen. Det sker blandt andet i form af gudstjenester og andagter undervejs. Vej-leder er pilgrimspræst Elisabeth Lidell, som for sjette år i træk vandrer på Hærvejen - fra Padborg til Viborg


Ordet er dit