Desværre er det efterhånden blevet en automatreaktion, at så må vi have mere kontrol. Og da helst af alt plejepersonale, for sådan nogle kan man åbenbart ikke stole på.

Men jeg tror, at det netop er den form for mistillid, der har ført til miseren i første omgang. For gennem de seneste ti år har plejepersonalet jo, som de fleste andre offentligt ansatte oplevet et stadigt mere tæt og stramt net af regler og kontrol.

Fokus er blevet lagt på systemet, frem for de varme hænder. På kontrol frem for at lade medarbejdere blomstre og udvikle sig og føle glæde ved at kunne hjælpe de ældre og handicappede, de har uddannet sig til at give en værdig tilværelse.

Der er dybest set ikke noget at sige til, at medarbejdere, der bliver umyndiggjort på den måde, kommer til at fokusere på, hvordan de kommer nemt omkring arbejdet. I stedet for, hvordan fru Jensen får mest muligt ud af at man kommer.

Vi trænger til en tillidsreform, der giver magten tilbage til de mange dygtige fagpersoner, vi har uddannet og ansat overalt i den offentlige sektor.

Og ikke mindst et fokus på at have en god, synlig og nærværende ledelse rundt omkring, der har lyst til at udvikle medarbejderne til fordel for brugerne.

På den måde kan vi sikre, at plejesektoren kan holde på alle de kompetente folk, der kan se ud over skema og stram styring og tør vurdere om brugere i dag i virkeligheden har mere brug for noget andet end den opvask, der egentlig står på programmet.

Hjemmeplejen består af mennesker, der gør deres arbejde bedst, når de behandles som mennesker.

Så det vi ser afsløret lige i øjeblikket er ikke onde folk, der er blevet ansat i hjemmeplejen, men en desværre ret naturlig reaktion på et system, der har fjernet menneskeligheden.