-Undervisningen har givet medarbejderne lyst til at flytte sig, hertil kommer, at vi alle bliver klædt på til fremtidens udfordringer, siger Dorte Plesner, tillidskvinde hos OK Snacks A/S i Ejstrupholm


OK til rummelighed og social ansvarlighed

Rummelighed, initiativpligt og social ansvarlighed er tre vigtige begreber, der bliver taget alvorligt hos OK Snacks A/S i Ejstrupholm
02. marts 2012, 07.11

Produkterne fra OK Snacks i Ejstrupholm er kendt og værdsat viden om for kvalitet og den gode smag. Bag denne succes står en ledelse og en stab af medarbejdere, der tager deres job alvorligt - uanset hvor i "kæden" man befinder sig. Men det er også vigtigt, hvis virksomheden skal udbygge sin position og fortsat udvikle nye produkter.

-Det stiller krav til stor flexibilitet både hos medarbejderne og virksomheden. Desuden er det vigtigt, at hver enkelt medarbejder er klar over sin betydning for, at tingene lykkes, siger Preben Funch, fabrikschef hos OK Snacks A/S.

Krav til den enkelte

Hans og virksomhedens filosofi bygger på rummelighed - her skal være plads til alle, men samtidig stilles der krav til den enkelte. Det giver nemlig grobund for udvikling, og netop kravet til udvikling bliver større og større.

-Heri ligger de helt store udfordringer og for at kunne klare dem, kræver det en optimering og en uddannelse af medarbejderne. Denne opgave er vi gået i gang med i samarbejde med VUC og "Netværkslokomotivet" i Horsens. Så hver torsdag og fredag formiddag står den på dansk- og IT-kurser.

Ingen tabuer

Inden da blev alle medarbejdere, undtagen direktøren, screenet i dansk og regning, hvilket afslørede ordblindhed hos 25 procent.

-Det er ikke alarmerende, sådan er det bare på vores type arbejdsplads, konstaterer Preben Funch.

-Ordblindhed er ikke noget tabu i vores virksomhed - men en virkelighed, som vi ønsker at forholde os til på en positiv og konstruktiv måde. Det giver tryghed og er med til at nedbryde andre tabuer, forklarer han.

Stor ros til medarbejderne

Preben Funch har stor ros til medarbejderne for deres gå på mod og motivation for at lære. Den usikkerhed og frygt, der måtte have været hos den enkelte for at blive "afsløret" er væk.

-Det hænger blandt andet sammen med, at medarbejderne oplever at få et løft og at uddannelse rækker ud over livet på arbejdspladsen.

- Det er vigtigt, at medarbejderne ved, hvorfor vi afholder disse kurser - og at det er en lang men vigtig proces, som alle skal bidrage til, for vi skal jo fremad.

-Vi uddanner ikke for at spare penge, men for at udvikle både medarbejdere og virksomheden, forklarer Preben Funch, der ikke lægger skjul på, at han er stolt af sine medarbejdere.

"En øjenåbner"

Uddannelsesprojektet har på mange måder været en "øjenåbner".

Blandt andet var mange af medarbejderne ikke klar over, hvilken betydning de har for, at hele produktionsforløbet fungerer. Det har de nu, hvilket er særdeles vigtigt..

Desuden var medarbejderne ikke altid lige trygge ved, at der kom praktikanter i virksomheden. De kunne jo "stjæle" mit job. Sådan er det ikke mere, nu ser man det mere som en naturlig del af virksomhedens udvikling.

Vi har initiativpligten

Preben Funch ser hele projektet omkring uddannelse af medarbejderne som en naturlig del af det, han kalder initiativpligten.

-Vi skal tage initiativer, der både udvikler vore medarbejdere og virksomheden - de to ting hænger meget nøje sammen.

Det handler om holdninger og om at kunne se et perspektiv i at have nogle tilfredse medarbejdere, der kan se en mening med tilværelsen på og udenfor arbejdspladsen.

I bund og grund er det jo medarbejderne, der skal drive virksomheden.

-Vi vil det her. Vi har ganske enkelt påtaget os et forpligtende ansvar, fastslår Preben Funch.

Virksomheden holdes økonomisk skadesløs via Kompetencefonden, som de selv indbetaler til.


Relaterede artikler

Ordet er dit