Bo Roswall som vi vil huske ham - som dirigent for glade syngende mennesker
NEKROLOG | Tidl. kommunaldirektør i Ikast Kommune, Bo Roswall, er død, 84 år gammel.
Bo Roswall sov stille ind i sit hjem i starten af denne uge efter kort tids sygdom, omgivet af den familie, der betød så meget for ham.
Med Roswalls død har Ikast mistet en af sine kendte og respekterede borgere. Både som kommunens øverste chef i mange år, og ikke mindst som mangeårig dirigent for bl.a. Ansgarkoret, som musikmand, kulturdebattør, sangskriver, poetikker, foredragsholder og samfundskritiker. Der vil stå mange overskrifter og mange minder tilbage om Bo Roswalls liv og levned. Han var en mand, der fyldte meget i det offentlige rum, men for dem, der kendte ham, var det også klart, at der bag ved lå et følsomt og ydmygt menneske, hvis høje ambition var, at tingene skulle være ordentlige og redelige, og at folk skulle have det godt. Derfor gik Bo Roswall langt, og ofte i spidsen, både når han som kommunaldirektør skulle lede kommunens mange offentligt ansatte, og når han i forenings- og kulturlivet gik i front, eller når han som kritisk samfundsdebattør hvæssede pennen og i læserbreve og kronikker gik efter at højne de etiske og moralske værdier.
Bo Roswall var født i Hillerød. Han blev uddannet assistent i Græsted-Gilleleje, men kom som assistent til Ikast Kommune i 1962. I 1970 fik han posten som kommunaldirektør og gik på pension i 1993.
Roswalls CV rummer et væld af tillidsposter og gøremål gennem et langt liv.
Blandt dem kan nævnes kommunaldirektørforeningens hovedbestyrelse, arbejdsgrupper i Undervisningsministeriet, Ikast Menighedsråd, forfatterskab til adskillige lærebøger, formandskabet i Kulturelt Samråd i Ikast Kommune, deltidsorganist i Isenvad.
Men det vil nok primært være hans 41 år som leder af Ansgarkoret, han vil blive husket for. Det var hans hjertebarn og han elskede både at dirigere, komponere, arrangere og lære fra sig. Det blev til flere LP\'er og store musikalske højdepunkter.
Og da han sluttede den epoke, tog han fat på to seniorkor i Bording og Silkeborg, som nød godt af Roswalls entusiasme og kortalent. Taktstokken blev aldrig rigtig lagt på hylden. Nogle af højdepunkterne i hans korkarriere de senere år var seniorkorstævnerne i Ikast Kirkecenter, hvor man samlede hundredevis af glade sangere fra Midtjylland.
Spørgsmålet var om den aktive Roswall nogensinde satte lighedstegn mellem pensionisttilværelse og afslapning. Det tydede intet på, hvis man ser på hans gøremål gennem årene. Og pennen blev ikke mindre skarp i takt med cifrene i hans alder. Der kom mere og mere kant på Roswall, når han skød på politikernes mangel på mandsmod og etik, og når han kæmpede for kulturlivets vilkår i denne del af Danmark.
En af de ting, der vil gå over i historien, er Bo Roswalls mange prologer, og hans evne til at sætte lokalsamfundets begivenheder i vers og tale. Han var en skattet og agtet skribent af prologer og sange - nærmest byens huspoet, og alle kan sikkert huske den lejlighed, hvor Roswalls sang til håndboldpigernes hjemkomst med guldmedaljer blev sunget på Torvet. Det var ved den lejlighed, at Roswall opfandt udtrykket "bjørnekrammer" - én sådan fik han nemlig af Tonje Kjærgaards stærke arme. Og det minde tog han ofte frem i festligt lag.
På privatfronten var hustruen Gerda alfa og omega for den omkringfarende Bo Roswall. Parret nåede at fejre diamantbryllup i november - lige da sygdommen var brudt ud.
Og som alt andet i sit liv orkestrerede Roswall også sin sidste tid, der især koncentrerede sig om den nærmeste familie, sønnen Torben, der bor i Lemvig, datteren Birgit, der bor i Snejbjerg og sønnen Morten, der bor i Hjortshøj, deres ægtefæller og de seks børnebørn, som er vokset op. Han var afklaret omkring sin sidste tid, og holdt sig derhjemme, hvor han følte sig tryg og hvor både hjemmeplejen og familie og venner hjalp til det sidste.
På den måde - og det var garanteret Bo Roswalls inderste ønske - vil omverdenen ikke huske ham som syg, men som en engageret, nærværende og livsglad person - som i øvrigt ved sin 70 års fødselsdag i et interview med Ikast Avis udtrykte det således "Livet er en gave - det skal vi huske på ..."
Relaterede artikler
Annonce
Indsend kommentar
- Der er menighedsrådsvalg i
16 timer 41 minutter siden - Man kan vist opfatte
6 dage 2 timer siden - Hej
I 2005 den 17. dec.
1 uge 14 timer siden - Når jeg læser dette, så får
1 uge 14 timer siden - Ældgammel tankegang med
1 uge 2 dage siden - hvor meget betaler FCM i
1 uge 4 dage siden - Det vil sgu også være kanon
1 uge 4 dage siden - vil være fint at få dem FCM
1 uge 5 dage siden - vi var også skuffede igen
1 uge 5 dage siden - Jeg er helt enig. Fatter
1 uge 5 dage siden
- Landzonetilladelse - Klochsvej 33, Bording
- Landzonetilladelse - Blåhøj Stationsvej 35, Brande
- Tilladelse til udledning af vand fra tag
- Landzonetilladelse - Fasterholtvej 2, Ejstrupholm
- Landzonetilladelse - Lundfodvej 15
- Skovbjergparken Ikast kan fejre 25 års jubilæum
- Skovbjergparken Ikast kan fejre 25 års jubilæum
- Landzonetilladelse - Hygildvej 5, Ejstrupholm
- Landzonetilladelse - Damholtvej 1, Bording
- Landzonetilladelse - Skadevej 18, Klovborg












Som RSS feed