DØDSFALD Der er mennesker, man ser op til, fordi de er høje. Og der er mennesker, man ser op til, fordi de er store mennesker. Farmor, du var et stort menneske. Stort hjerte, stor vilje og stor familie. Du skrev eller ringede altid, når ét af dine snart 40 oldebørn, 25 børnebørn, 8 børn eller svigerbørn fyldte år eller have det svært. Du hæklede tæpper til Moder Teresas projekter og orkerede ting til oldebørn og brudekjoler. Du ville aldrig gå glip af noget, om det så var i missionshuset, samtalekredsen eller når dine børne- og oldebørn inviterede.

Som ung blev du ene med otte børn og en stor gård i Isenvad. Hvordan du klarede det, er svært at forstå, men du levede 93 år, stegte flere frikadeller end de fleste og har set antallet af billeder af oldebørn på din væg vokse og vokse. Dit hjem har altid stået åbent og mange somre har vi børnebørn bygget huler i din have på Vesterisenvej, spist trefarvet is ved det lille bord i dit køkken og spillet æsel i din stue. Her var trygt og godt at være.

Da vi blev ældre, så kom vi aldrig ud af døren hos dig uden en plastikbøtte fyldt med dine frikadeller og besked om, at spise ordentligt, hilse alle dem du kendte og snart komme på besøg igen. Du elskede os og det var vi aldrig i tvivl om.

Det sidste billede vi har af dig er 14 dage gammelt og fra din årlige familiefest. Du sidder på en stol i en rundkreds sammen med dine børne- og oldebørn, der løber og leger frugtsalat. Det er sådan vi husker dig, smilende, omsorgsfuld og altid med hvor det sker. Du plejede til familiefesterne at sige: "nu må vi se, om jeg er her til næste år". Hver gang trak vi på smilebåndet, for dit hoved var så klart og humøret så højt, at andet syntes umuligt. Men denne gang fik du ret. Det var sidste gang vi sammen med dig skulle synge "Du som har tændt millioner af stjerne". Søndag aften den 5. september lukkede du dine øjne for evigt. Oldemor, farmor, mormor, mor, svigermor, ven og veninde - du er elsket og savnet.