Prisbelønnet hofnar

Mardi Gras Jazz Night

OPEN BY NIGHT | Mardi Gras og Jazz hænger unægtelig sammen i New Orleans, USA, og fredag d. 1. juni kan man opleve en lille bid af stemningen i Ikast, når Ikast Byliv arrangerer Open by Night med bl.a. 3 timers New Orleans Jazz leveret af All Time Jazz Band.
30. maj 2012, 10.31

Mardi Gras i New Orleans fejres med jazzmusik, pompøse maskeballer og store festlige karnevalsoptog gennem byen med kæmpe paradevogne, hvor den ene er mere dekoreret end den anden. Fra paradevognene er der tradition for, at man kaster farvestrålende perlekæder ud til publikum, som de bærer om halsen - jo flere jo bedre. I de senere år har vi også set en tendens i New Orleans, til at kvinderne flasher deres bare bryster mod at blive beriget med de farvestrålende perlekæder. Det vil Ikast bylivs aktivitetskoordinator dog ikke love, kommer til at ske til Open by Night i Ikast, men der vil være masser af perlekæder, jazz musik og underholdning i Strøgcentret, ligesom det årligt tilbagevendende børnekarneval, bliver afviklet om eftermiddagen kl. 14-15.30.

Lilla, grøn og guld

Mardi Gras i New Orleans har nogle helt særlige kendetegn. Bl.a. er farverne lilla, grøn og guld meget typiske Mardi Gras farver og festlighederne har sit helt eget flag i disse 3 farver. Den franske lilje er også et symbol, som går meget igen og så er hofnarren en klassisk figur på paradevogne og i udklædninger, ligesom harlekin tern og farvestrålende halvmasker med store fjerdekorationer er meget karakteristiske.

Flotte masker

Til Open by Night arrangementet d. 1. juni laver Ikast Byliv i den forbindelse en konkurrence om den flotteste Mardi Gras maske. Der vil være en workshop i Strøgcentret både om eftermiddagen kl. 14.30 -15.30 og igen om aftenen kl. 18.30 - 19.30, hvor man kan lave sin helt egen maske, og deltager man i konkurrencen, kan man altså vinde et gavekort på 500,- kr. til en af byens butikker.

Prisbelønnet hofnar underholder

Derudover vil Hofnaren Bugislaw underholde på gaden fra kl. ca. 19.30 - 22. Bugislaw har tidligere vundet de Nordiske mesterskaber i bedste underholdning, så der skulle være mulighed for at børn og voksne kan more sig sammen. Butikkerne holder åbent til kl. 22.00


Ordet er dit