Direktør Jeff Lauritzen foran Zetecos nye domicil ved Herning-Ikast-motorvejen


Luft under vingerne hos Zeteco Energy

- Vi står godt rustet til fremtidens energiløsninger, siger Jeff Lauritzen, direktør for Ikast-virksomheden, der producerer husstandsvindmøller og solcelleanlæg
02. marts 2012, 07.11

En omsætning på den rigtige side af 50 millioner kroner bekræfter status hos Zeteco Energy A/S. Ikast-virksomheden, der producerer og sælger husstandsvindmøller og solcelleanlæg.

99 procent af Zetecos kunder er danske, men den globale interesse for sol- og vindenergi og CO2-venlige løsninger betyder samtidig, at Zeteco Energy ser muligheder i udlandet. Senest har man firmaet tilføjet kunder i Mellemøsten.

- Der er stor interesse for vores produkter, både fra ind- og udland. Vi føler os overbeviste om, at vi er godt rustet til fremtiden - og at vi kan tilbyde de rigtige energiløsninger, uanset hvor vores kunder befinder sig, siger Jeff Lauritzen, direktør hos Zeteco Energy A/S.

Kæmper mod regler

Staben af medarbejdere er ligeledes vokset markant på kort tid. Da Zeteco startede op i december 2009, var det med blot to personer i firmaet. I dag er der 35 ansatte ved hovedafdelingen i Ikast, og yderligere otte medarbejdere i afdelinger i Nordjylland samt på Sjælland og Bornholm.

- Det er selvfølgelig rart at få bekræftet, at vi gør meget rigtigt. Men det er ikke let at drive virksomhed i Danmark, som erhvervsmæssigt er et bureaukratisk regelsamfund. Der er mange forhindringer på vejen. Vi oplever forskellen, når vi besøger kunder uden for Danmarks grænser, mener Jeff Lauritzen.

Produktudvikling i Ikast

Som andre konkurrenter i branchen importerer Zeteco Energy sine solcelle-systemer fra Kina. Til gengæld kommer alle komponenter til husstandsvindmøllerne fra underleverandører i Skandinavien. Møllerne samles i Ikast-firmaets nye domicil på La Cours Vej - samme sted foregår udviklingen af nye produkter.

- Vi kunne sikkert optimere vores lønudgifter og blive effektiviseret yderligere, hvis vi rykkede produktionen til udlandet. Men vi ønsker at bevare lokale arbejdspladser - og samtidig producere dansk kvalitet, siger Jeff Lauritzen.

Nyt hovedkvarter

Fremdriften i Zeteco Energy stillede krav til mere plads og andre faciliteter. I november 2011 flyttede firmaet fra de tidligere lokaler på Neptunvej til det nye hovedkvarter ved motorvejen. På La Cours Vej 12 råder Zeteco over 3500 kvadratmeter med salg, administration, produktionshal og lager. Bygningen, som er ejet af selskabet Bach Gruppen, var oprindeligt opført til et storstilet projekt med salg af biler - men projektet blev aldrig realiseret.

- Bygningen stod tom i et par år, så da vi fik chancen, slog vi til og underskrev en lejeaftale. Vi har selv stået for indretningen af hele huset, siger Jeff Lauritsen.

Når mørket bryder frem omringes den hvide bygning af et iøjnefaldende blåt lys. Vartegnet, der stjæler mange blik hos bilister på motorvejen, er naturligvis gennemført med tanke på miljøet.

- Vi taler virkelig om effektiv lavenergi - den komplette løsning med det blå lys bruger faktisk kun 500 watt, bemærker direktøren.

Kommunale muligheder

Placeringen ved Herning-Ikast-motorvejen har gjort Zeteco Energy mere synlig i lokalområdet. Men at virksomheden samtidig er del af Ikast-Brande Kommune er også blevet bemærket hos Zeteco-ledelsen.

- Vores kunder er formentlig ligeglade med, om vi bor i en god kommune eller ej. Men der er ingen tvivl om, at Ikast-Brande Kommune prioriterer erhvervslivet - det viser priserne som Årets Erhvervskommune. Den anerkendelse kan vi benytte os af, siger Jeff Lauritzen og fortsætter:

- Kommunen er indstillet på at udnytte energi-interessen, og de er ikke bange for at tænke "out of the box". I Ikast-Brande har de heller ikke travlt med at fortælle virksomhederne, hvad vi må og ikke må. Der bliver set muligheder - ikke begrænsninger.


Relaterede artikler

Ordet er dit