Jakob Bjerre

Lokalt talent sluttede med 12 i musik

UDDANNET | Jakob Bjerre fra Ikast sluttede med et 12-tal, da han blev kandidat fra Det jyske Musikkonservatorium
27. juni 2012, 13.41

MUSIK | Han er 28 år, skal giftes den 7. juli med sin forlovede Jeannie, han sprudler af musikglæde og kærlighed - han sluttede i juni sin kandidatuddannelse med et fornemt 12-tal og kan nu kalde sig kandidat i music management, sammenspilsledelse og SSB (sang, spil og bevægelse).

Samtidig har han gang i en masse projekter og arbejder pt. som musikunderviser på pædagog-seminariet i Ikast.

Jo, det kører som i olie pt. for Jakob Bjerre.

Ægte Ikast-dreng, der trådte sine musikalske barnesko på Ikast Brande Musikskole, senere fulgt op med studentereksamen på gymnasiet, et tre-årigt musikalsk grundkursus i Holstebro. Efter fem år på musikkonservatoriet har han nu en akademisk uddannelse i at arbejde med klaver, sammenspil, og ikke mindst det forholdsvis nye begreb, Music Management.

Det var derfor en glad Jakob Bjerrre, vi traf i hjembyen fornylig, hvor han lige skulle en tur omkring Musikliv og være med i et nummer, inden han skulle hjem til Kibæk, hvor han og kæresten har deres foreløbige bopæl.

Den unge musiker, komponist og manager kommer langt omkring. Både med sit klaverspil til festlige sammenkomster, sit musikalske samarbejde med andre musikere, sine egne kompositioner, og et spændende samarbejde med den tidl. Ikast-dreng, musikeren Morten Mosgaard om projektet Jævn

Jævn - som Jakob kalder en musikalsk legeplads - er en kombineret undervisnings- og kunstvirksomhed udviklet og drevet af musiker og underviser Morten Mosgaard. Jævn kombinerer en kunstnerisk/kreativ baggrund med nye teorier om læring, hjerne og kreativitet, for at styrke idérigdom, udvikling og samarbejde.

Selv ved Jakob Bjerre i dag en del om sammenspil, bevægelse, coaching og teamudvikling, baseret på musik og sang.

I det hele taget bevæger han sig i et musikalsk univers, der bringer ham langt omkring på det musikalske landkort.

Og det vil han fortsat arbejde med efter at have fået konservatoriets papir på, at han ikke bare er færdig, men også er god.

Music management

Jakob forklarer selv om ideen med music management:

- Som music manager arbejder jeg med de interne ting, der sker i en hvilken som helst sammensætning af mennesker. Det er vigtigt at have styr på de interne relationer i de sociale netværk, vi arbejder i. Mange bands har startet ud med at spille sammen, fordi det er sjovt, og fordi man er kammerater. Man begynder at få nogle spillejobs og begynder måske at tjene lidt penge på det. Herefter kan alt ske. Mange bands har imidlertid aldrig taget en snak omkring det psykiske arbejdsmiljø i bandet.

- Skal man spille andres musik eller egen musik? Skal man indspille en demo eller spille en masse koncerter? Hvad er bandets mål, delmål og hvordan når man dem? Hvilke succeskriterier har man? Alt dette og meget mere er hvad jeg kan tage et band igennem, for at sikre deres fremtid, og at dette sker på en ordentlig måde.

Og hvor god er Jakob så - set med konservatoriets øjne?

Ja hans karaktersnit blev 11,5 efter tre 12-taller og et 10-tal som afslutning på et fem års forløb.

Verden og karrieren venter forude for unge Jakob.

Held og lykke herfra.


Ordet er dit