Litauere anholdt i Ikast

To mænd, som politiet formoder har tilknytning til lokale indbrud, varetægtsfængslet efter mistænkelig adfærd på Leonora Christinas Vej
20. august 2012, 09.36

To litauiske mænd på 24 og 31 år sidder lige nu varetægtsfængslet efter mistænkelig adfærd i Ikast.

Fredag klokken 16.51 blev mændene anholdt på Leonora Christinas Vej i sydbyen.

Her havde de to østeuropæere optrådt mistænkeligt - og det fik politiet til at reagere. Således føler nærpolitiet sig overbevist om, at de to litauere har tilknytning til en række indbrud, som er foregået i kvarteret.

- Mændene kunne ikke redegøre for deres færden. Først hævdede mændene, at de kom fra Ukraine, men da de blev visiteret, fandt betjentene litauiske ID-kort. Den ene mand havde desuden en boltsaks i sin skuldertaske, fortæller vicepolitikommissær Jeppe James Olsen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.
Fængslet for cykeltyveri
Den 24-årige og den 31-årige er i første omgang ikke sigtet for indbrud - men derimod for brugstyveri af cykler.

Da politiet traf mændene på Leonora Christinas Vej, fandt man nemlig nogle cykler i nærheden af de to litauere.

- I første omgang fastslog mændene, at de ikke kendte noget til cyklerne. Men da betjentene fortalte, at et vidne havde set mændene køre på cyklerne, sagde litauerne, at de havde købt cyklerne i Polen, siger Jeppe James Olsen.

Midt- og Vestjyllands Politi vil nu undersøge, om de to anholdt mænd kan kobles på nogle af de mange indbrud, som i løbet af sommeren er foregået i blandt andet Ikast.

- Der blev ikke fundet stjålne værdier eller koster på de to mænd - og heller ikke omkring dem. Vi tjekker dog, om mændene har tilknytning til lokale indbrud, siger vicepolitikommissæren.



Ordet er dit