Friluftsmusicalen Hvor vandene Skiller skal opføres ude i naturen. Men derfor skal der alligevel være kulisser.

Og de er klar nu, fortæller Carsten Tatarczuk, der er leder af forestillingens håndværkere.

- Det ser ikke ud af så meget i forhold til det, vi byggede i 2006 til Mordet på Korsvejen. Men jeg skal hilse og sige, at der faktisk ligger meget arbejde i det alligevel, siger Carsten Tatarczuk.

Han har haft fem håndværkere til at hjælpe sig med at bygge fire mindre kulissehuse.

Huse er måske så meget sagt. Det er næsten kun facader. Det helt særlige krav til kulisserne er nemlig, at de skal være usynlige i starten af forestillingen. Det er først efter et stykke tid, at der i løbet af kort tid skal rejses en campingplads ude i ingenting.

Derfor er de fire huse lavet sådan, at de ligger på jorden så publikum forhåbentlig ikke får øje på dem. Når musikken begynder at spille, skal de rejses og en side skal sættes til, så de selv kan stå.

Husene - to hytter og to toiletbygninger - har vel at mærke døre, folk kan gå ud og ind ad. Det betyder, der skal også være noget bagved, så publikum ikke ser ud i den blå luft, når de får et kik ind gennem en åben dør.

- Vi har jo haft et nært samarbejde med scenografen, John Lindskov. Vi har flugt hans arbejdstegninger, men vi har selv vurderet lidt omkring dybden og materialerne. Man skal jo også kunne løfte dem. Men det skal jo også være kvalitet, når det skal holde til at blive slået op og ned hver dag i næsten en måned, siger Carsten Tatarczuk.

Han har også arbejdet tæt sammen med scenografen om udformningen af det, der skal være scenens centrum, nemlig en mindesten over en uddød plante.

Stenen er slet ikke en sten. Den er lavet af flamingo, som er malet med betonmaling.

- Den har kostet mig meget arbejde. Jeg har snakket meget med John Lindskov om, hvordan den skal se ud. Vi har ikke samme udgangspunkt, men det har da været interessant, blandt andet når han har snakket om, at stenen skulle males sådan Henry Heerup-agtigt. Nu er jeg jo spændt på at høre, hvor tæt jeg er på Henry Heerup, siger Carsten Tatarczuk, mens han giver en af toilethusene et sidste penselstrøg, inden de skal køres ud på stedet, hvor de skal bruges i forestillingen.