Hjørdis og Tage Christensen bor stadig i Tages fødehjem og i morgen kan de fejre diamantbryllup

Københavneren og midtjyden

01. august 2012, 11.41

DIAMANTBRYLLUP | En ærkekøbenhavner og en sindig midtjyde, der samtidig var landmand....

De blev ikke spået de bedste odds, da de for over 60 år siden fik øjne for hinanden. Men selv har Hjørdis og Tage aldrig været i tvivl: Det skulle være de to.

Og sådan har det nu været i 60 år. I alt fald i morgen, den 2. august, hvor landmandsparret fra Faurholt kan fejre deres diamantbryllup.

Hjørdis kom til det midtjyske som feriebarn fra hovedstaden og faktisk så ofte og så længe, at hun nærmest flyttede ind hos sin feriefamilie. Og da hun som 18-årig - og midt i sin læretid som frisør - havde forelsket sig i nabosønnen, så var der ingen vej udenom. Hjørdis flyttede til Faurholt.

I København tog de sig til hovedet og tænkte: Hvad vil hun dog med sådan en "bonderøv" og på samme måde i Faurholt; Hvad vil han dog med sådan en "københavnertøs".

Men selv havde de helt andre tanker og var ikke i tvivl.

- Jeg var vant til et helt andet liv inde midt i København, men for mig har Faurholt aldrig været langt ude på landet. Det var jo vores sted og vores hjem, siger Hjørdis, der hurtigt faldt til i det midtjyske som bondekone, suppleret med forskellige jobs som frisør i både Herning og Ikast

- Jeg har altid været den udadvendte type, der kan lide at møde mennesker og være sammen med andre, siger Hjørdis der har fundet tid til at undervise i forskelligt håndarbejde og hobby på aftenskole, og i de seneste mange mange år i seniordans.

Tage har været engageret organisatorisk omkring landbruget og har siddet i forskellige bestyrelse både lokalt, regionalt og nationalt.

- Men det blev lidt for meget, så jeg droppede det igen, siger Tage, der blandt andet var fortaler for, at man i sin tid fik lagt el-ledningerne ned i jorden istedet for master og luftledninger. Samtidig har han aldrig været ked af at være alene hjemme når Hjørdis havde travlt med sine mange gøremål.

- Der var mange der stak til mig og spurgte om jeg nu kunne styre hende. Men jeg skal jo ikke styre hende, hun kan styre sig selv. Hun er et voksen menneske, der selv bestemmer, siger Tage.

Han bakkes op af Hjørdis, der efter 60 års ægteskab støtter filosofien om, at man ikke skal styre eller forsøge at lave hinanden om.

- Man skal ikke sætte sig på hinanden, men give hinanden fri. Hvis jeg brugte al min tid på at lave ham om, så var det jo ikke ham jeg forelskede mig i, eller giftede mig med. Så kan det godt være han ikke er den filmstjerne, jeg drømte om. Men det var ham jeg forelskede mig i. Man skal ikke lave hinanden om, siger hun.

Parret er på mange måder meget forskellige, men har tydeligvis en respekt for hinandens forskelligheder og indrømmer også, at netop forskelligheden ind i mellem har fået det til at slå gnister.

- Men det går over, og man bliver nødt til at tale sammen og evne at lægge uenighederne på hylden, siger diamantbrudeparret.

De bor stadig på Tages fødehjem, som de overtog for 50 år siden efter i ti år at have boet i Faurholt by.

Sammen har de fire børn, hvoraf den ældste Tony har overtaget gården, som i dag drives med planteavl.

Den anden søn, Eli bor ved Århus, mens døtrene Lis og Lene bor i henholdsvis Ikast og Hauge.

Den runde dag fejres med familie, venner og naboer



Ordet er dit