Jakob Poulsen udtaget til EM-trup

- Det er superfedt og jeg er sindssyg glad, siger FCM-profilen, der til sommer skal repræsentere Danmark ved fodboldslutrunden i Polen og Ukraine
16. maj 2012, 17.00

FC Midtjyllands Jakob Poulsen skal med Danmark til sommerens EM-slutrunde i Polen og Ukraine.
Midtbanespilleren og Ulvenes viceanfører var blandt de 20 navne, som landstræner Morten Olsen præsenterede på et pressemøde onsdag.
Havde håbet på udtagelse
- Det er super fedt, og jeg er sindssyg glad for det. Det var noget, jeg havde håbet på og noget, jeg har arbejdet hårdt hen imod, siger Jakob Poulsen til fcm.dk.
Kæmpe stort
Den tidligere Heerenveen-spiller står foreløbig noteret for 20 A-landskampe. I 2010 var han med i den rød/hvide trup, der deltog ved VM i Sydafrika. Nu ser han frem til deltagelse ved Europamesterskabet.
- Det er kæmpe stort. Det er ikke altid, at Danmark kommer til en slutrunde, så når det sker, er det kæmpestort at komme med. Det er en af de største ting, du kan opnå inden for fodbold at være med landsholdet til en slutrunde, fastslår han.
Dødens pulje
- Der er total meget hype om kampene, og man kan mærke, at det er kæmpe stort i mange lande. Det er fedt, der er så mange tilskuere, selv om man spiller i et fremmed land, siger Jakob Poulsen, der er optimistisk, selv om Danmark er havnet i "dødens pulje" med Holland, Portugal og Tyskland.
- Det er en helt sindssyg pulje, så det bliver voldsomt svært at gå videre, men vi har bevist flere gange, at vi kan slå Portugal, og jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skal kunne lykkes for os mod et af de andre hold. Vi tror på det hver gang, vi løber på banen, siger Jakob Poulsen.
Også de to tidligere FCM'ere, Simon Kjær og Simon Poulsen, er del af den danske EM-trup.
To FCM'ere på U/21-landsholdet
Også i et andet landsholds regi var der tirsdag gode nyheder for FC Midtjylland. Mads Albæk og Erik Sviatchenko er begge udtaget til U/21-landsholdets testkamp mod Irland og den vigtige EM-kvalkamp mod Makedonien.


Ordet er dit