Ingen DM-finale til FC Midtjylland

Et nervøst FCM-hold tabte tirsdagens semifinale med 20-26 til Randers
08. maj 2012, 20.00

årets DM-finaler i kvindehåndbold bliver uden deltagelse af FCM Håndbold. Tirsdag aften tabte de forsvarende danske mestre den afgørende semifinale mod Randers HK.
Et nervøst mesterhold var ikke skarpe nok, da finalebilletten skulle uddeles i Ikast-Brande Arena. Randers HK vandt i stedet med 26-20 - og er nu klar til guldopgørene mod Viborg HK.
Nervøse hunulve
For en uge siden hentede FCM et tre måls forspring i Randers. Men da spillerne traskede til pause i arenaen havde gæsterne fra Kronjylland finalebilletten i hånden.
Randers slap klart bedst fra en tempofyldt første halvleg, der bød på mange individuelle fejl og hektiske beslutninger. Særligt FC Midtjylland var åbenlyst præget af nerver. Værterne kunne slet ikke få spillet til at fungere over for et offensivt Randers-forsvar.
Keeperne imponerede
Gæsterne havde samtidig en velspillende Chana Masson mellem stængerne. I modsatte ende brillerede brasilianerens kollega, Sabine Englert - uden tyskerens ti redninger i første halvleg, havde det for alvor set sort ud for midtjyderne.
Skidt afslutning
Hjemmeholdet stressede i store perioder, og heller ikke flere overtalsperioder var nok til at skabe ro hos hunulvene. FC Midtjylland fik udlignet til 3-3 og 10-10, men ved  pausen førte Randers med 14-10.
Fire brændte straffekast
Også i anden halvleg gik tingene gæsternes vej. Ganske vist fik FCM reduceret til 12-14, men for mange brændte chancer kostede dyrt for mestrene. 16 minutter før tid nettede Randers' Mie Augustensen til 19-14 - det forspring fik værterne aldrig hentet.
Med til nedturen hører også historien om fire misbrugte straffekast, som Randers' Chana Masson pressede ud af Linnea Torstenson og Trine Troelsen. Ved 17-22 hamrede Troelsen to straffekast på stolpen i løbet af blot 30 sekunder.
Manglede klassen
De missede scoringer kunne have gjort en stor forskel i en hektisk slutfase, hvor FC Midtjylland ikke havde klassen til at stække et taktisk velfunderet Randers-hold.
Frem for to kampe om endnu en DM-titel, må FCM nu nøjes med to bronzeopgør mod Team Tvis Holstebro.


Ordet er dit