Det er nu godt tre måneder siden, jeg en grå og trist februardag sagde farvel til familien i Karup og sagde goddag til seks en halv måned som feltpræst i Afghanistan for ISAF 11.

Det var med et sug i maven, jeg sagde farvel til familien, for jeg vidste, jeg ville komme til at savne dem. På den anden side kunne jeg vist ikke helt skjule, at jeg så frem til opgaven, men selvfølgelig var jeg også nervøs for, hvad der ville møde os. De tidligere hold til Afghanistan har jo været hårdt ramt.

Transporten var først i et almindelig passagerfly til Kabul, siden et engelsk transportfly til Camp Bastion, som er en kæmpe lejr midt ude i den afghanske ørken. Dagen efter gik turen i helikopter til mit midlertidlige hjem - Camp Price.

Lejrliv i Price

Price ligger i ørkenen et par kilometer fra byen Gereskh og den såkaldte grønne zone, som er grønt bælte med træer og marker på begge sider af Helmandfloden.

I Price bor jeg sammen med knapt 400 danske soldater, der har udgangspunkt i Price, derudover bor der lige så mange briter og nogle amerikanere. Lejren er britisk, så maden er med udgangspunkt i det britiske køkken, der ikke har meget at byde på ud over den engelsk morgenmad, men de engelske kokke sætter en ære i at gøre det godt for os, så der er bestemt ikke noget at klage over der. I det hele taget er der gode forhold i lejren, vi har bad og toilet, vaskeri, og folk der gør rent for os i fællesområderne. Men vi bor tæt i airconditionerede 8 mandstelte, så mit privatliv består af 2x2 meter afskærmet med plastikforhæng. At min "1 værelses" ikke er større betyder i øvrigt, at min seng rager ud i midtergangen, da ingenørsoldaterne har har lavet en 30 cm forlængelse til min seng. De ville endda have lavet en himmelseng til feltpræsten, det var passende, synes de, men der var desværre ikke plads til en sådan overbygning.

Indtil videre har det, efter afghanske forhold, været meget roligt på vores hold, ingen danskere er blevet dræbt eller alvorligt såret. Det betyder, at mit arbejde ikke har været så tungt, det er en af feltpræstens vigtigste opgaver at snakke med soldaterne, når tingene gør ondt på en eller anden måde. Der har selvfølgelig været nogle snakke med soldater, som har det svært, men det der fylder dagligdagen, er almindelige samtaler med soldaterne, hvor vi snakker om alt muligt mellem himmel og jord. Det er vigtigt for mange af dem at have én at snakke med udenfor systemet. Desuden kan soldaterne godt lide at kommentere på feltpræstens gøren og laden, så hvis tingene går godt, som da jeg vandt en tipskonkurence, så mener de, det er fordi, jeg har en direkte forbindelse til Gud, men hvis jeg dummer mig, får jeg selvfølgelig selv "æren".

Og så holder jeg selvfølgelig gudstjenester, det er spændende og udfordrende at prædike for soldaterne ind i deres livssituation.

Der er også tid til at læse en bog eller træne. Man kan løbe en tur rundt i den støvede lejr, men det er efterhånden svært midt på dagen, hvor termometeret er tæt på 40 grader - i skyggen! Eller man kan tage en tur i det veludstyrede træningscenter. Så på trods af god mad og mulighed for kager og dessert hver dag, har jeg smidt godt 10 kg, men som fruen sagde i telefonen: "Det hjælper jo kun, hvis du ikke tager dem på igen, når du kommer hjem".

Livet i patruljebaserne

Det er langt fra alle soldaterne, der bor i Price, mange af dem er ude i mindre patruljebaser. Baserne er dels de i Danmark meget omtale baser i Patrolbaseline, de har deres egen præst derude. Der er også andre patruljebaser ude i den grønne zone, hvor nogle af "mine soldater" bor, og hvor de samarbejder med afghanske soldater og holder øje med området. De går patruljer, hvor de går ud og snakker med lokalbefolkningen og undersøger stemningen og folks indstilling, eller de tager på operation, hvis de f.eks. har mistanke om, at der i et compound(afgansk bolig) bliver fremstillet vejsidebomber. Jeg har ikke været med på patruljer, men jeg har besøgt soldaterne i baserne. Det har været gode oplevelser, jeg kommer tættere på soldaterne derude, ligesom stemningen og påklædningen er mere afslapet, så selvom du er tættere på fronten, er det hyggeligt derude. Man må dog leve med, at man skal spise feltrationer, at bruseren er en pose vand på en stang, ligesom man skal tisse i et rør, og til større toiletbesøg er der en spand og en pose. Jeg skal dog ikke klage, jeg er der kun en lille uge af gangen, mens nogle af soldaterner er derude i flere måneder i træk, og så kan man godt blive træt af feltrationer og det manglende fjernsyn og internet. Tv og internet har vi i Price, ude i baserne er kontakten hjem begrænset til en fælles satelittelefon.

Fattigdom og opiumshøst i Afghanistan

Jeg har ikke været meget udenfor lejrene og patruljebaserne, men det er let at se, at Afghanistan er et meget fattigt land med mange problemer efter en lang periode med krig. Der er problemer med korruption, rigtig mange kan ikke læse og skrive, og det meste af landet er ørken.

En ting der er med til at holde Afghanistan nede, det er opium. Opiumen fører misbrug, korruption og financerer Taliban og anden kriminalitet. I disse dage er opiumshøsten i gang, det betyder folk har travlt med at høste opium, det er nemlig en meget arbejdskrævende proces, så der kommer masser af arbejdere ind til høsten også fra Paktistan. En del af disse gæstearbejdere bliver normalt efter høsten og fortsætter som "foreignfigthers" og kæmper mod ISAF og de afghanske sikkerhedsstyker. Så vi er alle hernede meget spændte på om, det sidste års fremskridt betyder, Talibans forårsoffensiv bliver mindre i år. Det kan kun tiden vise. Man regner ikke med, at Osama Bin Ladens død vil spille nogen rolle her i Helmand.

Fine besøg i lejren

Der er meget fokus på vores arbejde, så vi har tit besøg af generaler, oberster og andre gæster. Vi har bl.a. haft besøg af landets statsminister med hans hale af pressefolk og embedsmænd, og jeg fik en lille snak med ham.

Senere fik vi et overraskelsesbesøg af Dronning Margrethe. Det gjorde et stort indtryk på soldaterne, at vores ikke helt unge regent kom og besøge os ude ved fronten. Det gav også dronningen ekstra kredit, hun insisterede på, at der ikke skulle være forskelsbehandling for hende, så hun stod i kø for at få mad ligesom os andre, hun sov i de samme senge som os, ja majestæten var faktisk indlogeret i det telt, jeg plejer at sove i. Den aften kom jeg hjem fra en flerdages tur ude i patruljebaserne, og jeg vidste ikke, dronningen skulle sove i mit telt, det hele var nemlig meget hemmeligt, så da jeg ville gå ind i teltet, sad der en MP\'er(militærpoliti) udenfor døren, først troede jeg, det var for sjov, han ikke ville lade mig komme ind, men da jeg ville gå ind alligevel, blev jeg stoppet, fordi droningen og forsvarsministeren sov derinde. Så nu bor vi ikke i telt B10 men i de kongelige gemakker! Droningen holdt for øvrigt en god tale til os, og jeg tror der er en chance for, at vi bliver omtalt i droningens nytårstale.

Tormod Tampeskjælver

På billederne med droningen og ministrene er der en lille dukke med. Det er en tjekkisk trædukke, som forestiller en gamel viking, vi kalder Tormod Tampeskjælver, Tormod har været i Afghanistan de sidste 3 år. Det er feltpræsternes opgave at skrive hjem til soldaternes pårørende, ikke mindst børnene, og fortælle om Tormods oplevelser sammen med soldaterne. Gennem disse historier forsøger vi at fortælle dem derhjemme om dagligdagen hernede og søger at vise det hele ikke er krig og ulykke, men at vi rent faktisk har en hyggelig dagligdag med mange gode oplevelser. Og så er han mit alibi for at få taget billeder med vores fine gæster, fordi Tormod gerne vil hilse på dem.

Det var alt for denne omgang, I må have det godt hjemme i Ikast og omegn. Set fra en afghansk ørken er det et godt sted, I bor!