Generationsskifte i Claire Group

Stifteren af Claire Group, Anders Hust, gennemfører et glidende generationsskifte. Hans søn Nikolaj Hust overtager 20 procent af aktierne i firmaet, og ansættelsen af to direktører markerer ændring i den daglige ledelse af virksomheden
01. april 2011, 10.04

- Jeg har lovet min hustru at skrue ned til 60 arbejdstimer om ugen.

Ordene kommer fra stifter af Claire Group, direktør Anders Hust. Siden han grundlagde tekstilvirksomheden Claire i 1975, har han været det daglige omdrejningspunkt. Fra en lille iværksættervirksomhed til dagens verdensomspændende aktiviteter. 250 medarbejdere, egne butikker, wholesalekunder, showrooms og salgskontorer fordelt i Europa, Mellemøsten og Asien og et hoveddomicil på 13.000 kvadratmeter på Marsvej i Ikast.

Nu tager han første step i et glidende generationsskifte samtidig med, at han arbejdsmæssigt træder et skridt tilbage. Og dermed tvinger sin arbejdsuge ned på 60 timer. Det glidende generationsskifte betyder, at Anders Hust overdrager 20 procent af aktierne i virksomheden til sin søn, Nikolaj Hust. 32-årige Nikolaj har allerede sin daglige gang i virksomheden, hvor han de sidste seks år har været bestyrelsesmedlem og en del af chefgruppen. Nikolaj Hust har tidligere været professionel fodboldspiller og er noteret for 24 ungdomslandskampe for Danmark, mens han har spillet i fem forskellige Superligaklubber og haft et to årigt professionelt forløb i udlandet.

- Jeg har det rigtig godt med, at Nikolaj nu bliver en del af ejerskabet i virksomheden og samtidig fortsætter som ansvarlig for de områder, han brænder for. Og selvfølgelig betyder det også noget for mig, at virksomheden bliver på familiens hænder, siger Anders Hust om generationsskiftet.

Nikolaj Hust, der har været igennem et uddannelses forløb hos reklamebureauet IB & Co, får ansvaret for Claires nyoprettede afdeling, Marketing and Innovation, hvor han står for firmaets branding og nye tiltag. Derudover fortsætter han med ansvaret for distributionsvirksomheden F09, som forhandler upcomming designerbrands.

Det overordnede ledelsesmæssige ansvar, som hidtil alene har været Anders Husts, bliver fremover delt i tre. For første gang i koncernens historie udpeges to direktører som får sæde i en nyoprettet direktion, med Anders Hust som den fortsatte administrerende direktør.

Til at varetage ansvaret for økonomi har Claire Group ansat Bo Pedersen i funktionen som økonomidirektør. Han er oprindeligt uddannet revisor hos Price Waterhouse Coopers, og har siden været financial controller hos B&O i Struer og hos handelsvirksomheden Christian Christensen og Co. i Holstebro.

Som ny salgsdirektør er ansat Peter Dahl, der i de seneste otte år har beklædt en lignende stilling hos Fipotex A/S, en private label salgsvirksomhed indenfor tekstilbranchen med base i Kolding. Tidligere har Claires nye salgsdirektør været ansat hos RedGreens afdeling i München og hos Signal.

Anders Hust vil fortsat have ansvaret for salg i Kina, sourcing, kvalitetssikring samt generel forretningsudvikling. 

De organisatoriske ændringer og det glidende generationsskifte effektueres 1. april 2011.


Ordet er dit