Tirsdag den 22. maj 2012

Hjem › Debat
Onsdag 11. januar 2012, 7.21  PRINT | SEND
 
Frivillige hjælper kræftramte familier i hjemmet

Frivillig Ove Thomsen, frivillig i Brande-området, Kamma Bundgaard, ordningen kontaktperson Henning Busk, frivillighedskoordinator Vibeke Grøbskov, og frivillig Anne Marie Mikkelsen
© Ikast avis

Af Steen Hebsgaard

Ikast-Brande er med i pilotprojekt, hvor kommune og Kræftens Bekæmpelse træder de første skridt ind i civilsamfundets hjælp til det offentlige

Du ligger syg derhjemme med kræft som diagnose.

Måske er du så syg, at der ikke er lang tid igen.

Måske er du i opklaringsfase, hvor alt er forvirrende og frustrerende.

Dine pårørende har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen - og det psykiske overskud hos alle parter er i bund.

Hvem kender ikke fra egen eller andres erfaring den situation, der rammer så mange, at man ikke slipper for at blive konfronteret med det her i livet?

Nu har Kræftens Bekæmpelse i Ikast-Brande sammen med kommunen trådt de første skridt ind i den epoke, fremtidseksperter spår som civilsamfundets bidrag til at hjælpe det offentlige med arbejdet.

Ikast-Brande og Syddjurs Kommuner er af Kræftens Bekæmpelse udpeget til at være pilotprojekter for et nyt epokegørende tiltag, man kalder "Hjem i Hjemmet".

Hjælp til pårørende

Borgere med kræft og deres pårørende kan nu - udover den sundhedsfaglige indsats fra det offentlige - få hjælp fra en gruppe - uddannede og kvalificerede - frivillige i Kræftens Bekæmpelse til hverdagens små gøremål. Alt fra samtaler til gåture, hundeluftning, samvær og indkøb. Eller bare være i hjemmet, så en ægtefælle kan få et frirum.

På et pressemøde med Focus Ikast-Brande forleden præsenterede kræftforeningen og kommunen ordningen, der henvender sig til alle, som er ramt af kræft og deres pårørende - og som har brug for ekstra støtte i hjemmet og i livet.

10 frivillige er allerede tilknyttet ordningen, og flere af de frivillige har været i "arbejde".

Baggrunden for ordningen er, at Kræftens Bekæmpelse har iværksat en række nye fokusområder - bl.a. patientstøtteprojekter.

En lokal arbejdsgruppe i Ikast-Brande - med bl.a. Vibeke Grønskov, der er frivillighedskoordinator, og Henning Busk, formand for Kræftens Bekæmpelse - har lagt linjerne til en egentlig partneraftale og skaffet de første 10 frivillige, som enten er uddannet eller bliver det snarest muligt.

Pilotprojekt

- Hjem i Hjemmet er et pilotprojekt, og vi har stor tiltro, til at det vinder indpas, siger Henning Busk.

- Vi glæder os meget over samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse, som har den store del af arbejdet. Det er her den praktiske del ligger. Vores opgave som kommune er at informere og være et mellemled til borgerne. Vi kommer jo ud i hjemmene og ser behovene. Og nu har vores personale endnu et vigtigt redskab i værktøjskassen, siger Vibeke Grønskov, der understreger, at ordningen IKKE erstatter den pleje og service, kommunen yder. Der er tale om et supplement.

Men til gengæld et supplement, hvor man med rette kan tale om begrebet "professionel" frivillig. De to parter understreger da også, at de frivillige er uddannet i at kommunikere og lytte, og at de kan gribe ud efter supervision og hjælp i baglandet.

Man sender ikke bare en tilfældig ud i et hjem. Henning Busk er ordningens kontaktperson, og han besøger hjemmene for at vurdere behovet og finde det rigtige match mellem den pågældende syge og den frivillige.

Med ved pressemødet var tre af de frivillige.

Overlevede lungekræft

Ove Thomsen, Faurholt, fik lungekræft i 2004, men overlevede krisen:

- Jeg var en af de få, der overlever den sygdom, og synes der var et eller andet, jeg skyldte. Jeg ville gerne hjælpe til. Sygdommen viste mig, at det at lytte er utrolig vigtig, bare være der for andre - og måske fortælle dem, der er på vej ud af sygdommen, hvordan tiden er bagefter. Det bliver aldrig det samme som før - men det er ikke nødvendigvis negativt, siger den tidligere landmand.

Anne Marie Mikkelsen mistede sin mand for fire år siden, da han døde af lungekræft. Hun gik på efterløn for to år siden.

- Nu har jeg overskuddet til at hjælpe andre. Og det her projekt er nærliggende, fortæller Anne Marie, der har haft to hjem at besøge med meget syge borgere.

- Noget af det jeg oplever er den hjælp, det også giver ægtefællen, som kan få et frirum til sig selv og ikke er alene med den syge hele tiden. Det kan være et besøg hos frisøren eller i supermarkedet - så det fungerer også som en stor aflastning af familien, siger Anne Marie, som med sin egen erfaring ved, hvor hårdt det kan være i den tid.

- Og derfor er projektet med de frivillige rigtig godt. De har en viden og erfaring, som de professionelle indenfor det offentlige ikke kan læse sig til. Den er tilegnet i livets barske realitet, og det gør de frivillige stærke, føjer Henning Busk og Vibeke Grønskov til i snakken.

De understreger dog også, at ordningen ikke kun retter sig mod de meget syge terminal-patienter, men også er beregnet i de situationer, hvor en kræftsygdom er dukket op, eller under en afklaringsfase - hvor der ofte også melder sig mange spørgsmål og praktiske problemer.

Indsats i Brande og Nørre Snede

Kamma Bundgaard fra Brande har været på kursus og er klar til at tage fat i Brande- og Nørre Snede-området.

- Jeg er sygeplejerske og gik på efterløn i 2010. Jeg har ofte oplevet, hvordan det sundhedsfaglige personale ikke har tid til nærvær - selv om de gerne vil. Der er bare ikke den tid længere til den slags. Det vil jeg gøre noget ved nu - som frivillig. Det har været lidt svært at komme i gang med Brande - men folk er så småt begyndt at forhøre sig om ordningen, fortæller Kamma.

Ud over personalet i kommunen opfordres også de praktiserende læger i kommunen til at bruge Hjem i Hjemmet som en del af paletten, når man er i dialog med kræft-patienter.

 

Annonce

INGEN KOMMENTARER
 

Indsend kommentar


Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.


Ikast Avis og Focus onsdag
Annonce
Invito Invest ApS


ikast banner



Søg Handel/Erhverv


VIP Annonce
Nybolig Midtjylland A/S
Seneste kommentar
Afstemning
FCMs håndboldkvinder hentede bronze - formår klubbens fodboldhold at gøre det samme på sidste spilledag?:
Nyhedsbrev

FÃ¥ tilsendt vores nyhedsbrev!


rssSom RSS feed



Happy Days Rejsebureau



Gør AOIB til din startside
 

Klik her og gør AOIB til din startside