LÆSERBREV Anderledes og næsten forbudte tanker gør man klogt i at holde for sig selv, men med dette indlæg vover jeg dog pelsen og går mod strømmen.

I forbindelse med Ikast-Brande Kommunes budgetlægning for 2011-2014 er et af de forslag, der for alvor har fået sindene i kog, forslaget om sammenlægning af overbygningen på en række af kommunens skoler. Det har med god grund givet anledning til kraftige reaktioner rundt omkring. Alle kæmper for at bevare sit, som man kender det.

Vel er det træls, at vi skal spare og lave om på velkendte strukturer. Jeg havde også allerhelst været besparelserne foruden. Der er i forvejen sparet alt for meget på skole- og børnepasningsområdet, et område vi burde investere i. Men hvorfor ser vi ikke den vanskelige økonomiske situation som en kærkommen lejlighed til at udvide og udvikle et i forvejen velfungerende samarbejde skolerne imellem. Som jeg ser det kan bl.a. en gennemgribende nytænkning af overbygningen på de fire byskoler i Ikast og de deraf afledte forbedringer, blive en god proces, hvor vi for alvor kan få indflydelse på vores børns fremtidige skolegang. I fællesskab kan vi måske vende spareplanerne til kvalitetsforbedringer.

Folkeskoleområdet er styret af to parter - regeringen som laver lovene, som skolerne skal drives efter og kommunerne, som driver skolerne. Ofte er parterne ikke enige om, hvordan folkeskolen skal udvikles, men pudsigt nok er de i forbindelse med deres seneste rapporter vedr. folkeskolen (regeringens 360° eftersyn af folkeskolen og KL\'s Nysyn på Folkeskolen) enige om, at overbygningen er et af de områder, der skal kigges på. Gennem anderledes undervisning skal de unge menneskers motivation til at gå i skole vedligeholdes eller genskabes.

Hvorfor griber vi ikke chancen og gør vores økonomiske vanskeligheder til en vindersag for Ikast-Brande Kommune? I fællesskab kunne vi sætte os forrest i toget og udvikle en helt ny måde at drive overbygning på. Om det så kommer til at foregå det ene, andet eller helt tredje sted, er for mig underordnet, bare det bliver på den bedste måde. Det vil naturligvis kræve en indsats, men jeg synes, det er forsøget værd. Vores by er trods alt ikke større end, at vi og vores børn i forvejen mødes på kryds og tværs om det er til ungernes sport, i kirken eller supermarkedet. Vi er ikke ens, men vi har alle noget godt at byde ind med, og langt hen ad vejen lever vi i forvejen på de samme værdier og kulturer.