FCM Håndbold skal stå på egne ben

Pr. 1. juli får FCM Håndbold sin egen selvstændige bestyrelse. Palle Høj bliver ny formand, mens Torben Kølbæk skifter fra PR-chef i FCM til ny håndbolddirektør
08. juni 2012, 09.54

FC Midtjyllands håndboldkvinder skal i fremtiden stå på egne ben. FCM Håndbold får fra 1. juli sin egen selvstændige bestyrelse, og opgaven for den nye ledelse er lige så enkel som den er ubønhørlig: Skab balance mellem indtægter og udgifter.
FCM Håndbold vil fortsat være et selvstændigt aktieselskab ejet af FCM Holding, men håndbolden får nu sin egen ledelse.

FCM-formand fremhæver håndboldens betydning
- Vi tror på, at en forudsætning for at skabe en holdbar drift er, at håndbolden fremover bliver drevet af ildsjæle, der brænder for sporten og den tradition, der er skabt for tophåndbold i området. Vi har valgt at handle offensivt, for i holding-bestyrelsen føler vi en forpligtigelse til at kæmpe for klubbens position som et af de otte bedste hold i Europa, siger formand for FCM Holdings bestyrelse, Johnny Rune.

- FCM Holding har bare ikke råd til at finansiere håndbolden, så jeg er meget glad for denne løsning med en ansvarlig bestyrelse. Uden den havde vi ikke fremadrettet kunne forsvare driften, siger Johnny Rune videre.

FCM Holding overtog i november 2008 håndbolden i det, der dengang hed Ikast-Brande Elite Håndbold. Det er ikke lykkedes at skabe balance mellem udgifter og indtægter - og nu forpligter en ny bestyrelse sig til at skabe en holdbar håndboldforretning. Der er lagt realistiske budgetter for de næste to år, og de skal overholdes.

Håndboldbestyrelsen vil arbejde for indtægter
- Vi kunne se, at kvindehåndbolden på topniveau ville få svært ved at overleve i Ikast-Herning området, hvis ikke der blev gjort noget. Og det ville være trist efter næsten 20 år i træk med topplaceringer og europæisk deltagelse hvert eneste år, siger formanden for den nye bestyrelse i FCM Håndbold, Palle Høj.

Han har været leder i håndbolden i ni år, heraf de første fem år som formand, og han erkender, at det er gået i blodet.
- Jeg er klar til at bruge nogle af mine ledige timer som formand for FCM Håndbold - ja, jeg er stolt af at have fået muligheden for at kæmpe for fortsat tophåndbold i regionen. Resultaterne taler for sig selv alene i den seneste sæson, hvor vores U18-hold blev dansk mester og Ligaholdet erobrede bronze og gik i Champions Leagues slutspil. Det fine fundament med det store talentarbejde, der gøres ude i klubberne, på ISI og SportStarCollege, føler vi en pligt til at kæmpe for. Vi bliver en bestyrelse, der kommer til at arbejde for at skaffe indtægter, fastslår Palle Høj, der er chefkonsulent hos Heden & Fjorden i Herning.
Kendte navne i bestyrelsen
Med i den nye bestyrelse er et andet kendt ledernavn fra håndbolden, Bo Jensen, direktør i IB Gruppen, mens Lars Gantzel Pedersen, Danspin, Henrik Kastbjerg, IT Relation i Herning og Claus Bertelsen, tidligere direktør i FCM og nu partner i X&Co i Herning, også har meldt sig under bestyrelsesfanerne.
De øvrige medlemmer af den nye bestyrelse er tekstilmanden Henrik Sandgaard, den tidligere top håndboldspiller og SFO-souschef Stefan Kristensen samt holdingbestyrelsens repræsentant Johnny Rune.

Kølbæk ny håndbold-direktør
Ny direktør for FCM Håndbold pr. 1. juli bliver Torben Kølbæk. Det var et krav fra den nye håndboldbestyrelse at få hans erfaring fra ni års arbejde i FC Midtjylland som pr-chef med over i det nye set-up.
- Jeg har været glad for at være med i FC Midtjyllands udvikling siden tiden på Ikast Stadion, men efter ni år er tidspunktet kommet til nye udfordringer og jeg er stolt over at have fået denne mulighed. Jeg har arbejdet med FCM Håndbold siden købet i 2008, og glæder mig til at gå forrest for organisationen. Jeg ved, at opgaven bliver svær, og det er vind eller forsvind. Og vi har potentialet til at vinde også udenfor banen. Vi har et budget for de næste to år, der på udgiftssiden ser fornuftigt ud. Men der skal kæmpes for indtægterne. Derfor skal der flere skuldre til at løfte, og dem skal vi nu ud og have fundet i form af øget opbakning fra både erhvervslivet og publikum, siger direktør i FCM Håndbold, Torben Kølbæk.
Riis fortsat sportschef
Hans Peter Riis fortsætter uændret som sportschef og sælger i det nye set-up for FCM Håndbold, hvor Peter Kronholm fortsat er sælger, Mette Albinus koordinator og Trine østergaard trainee.

Organisatorisk udnyttes synergier omkring økonomifunktionen, reception, billetsalg, ulveklub, FCM Connect, betting, klubsamarbejde og kommunikation.


Fakta

Bestyrelsen i FCM Håndbold:

Palle Høj, formand
Vicedirektør og leder af Regnskabskontoret i Heden & Fjorden
Bestyrelsesmedlem I Midtjysk Lederforum, formand for Hovedbestyrelsen i Ikast FS

Lars Gantzel Pedersen
Hovedaktionær og direktør for Danspin A/S.
Bl.a. bestyrelsesmedlem i Ikast Kfum Håndbold og Sport Star College Ikast-Brande

Henrik Kastbjerg
Medejer og adm. Direktør i IT Relation A/S
Bestyrelsesmedlem i bl.a. KD Gruppen & Emballage, Vestjysk Marketing,
Innovatorium og GR3

Henrik Sandgaard
Medstifter-og ejer af tekstilvirksomheden X-Company

Stefan Kristensen
Souschef i Bording SFO
Tidligere top håndboldspiller med rødder i Ikast fs.

Claus Bastrup Bertelsen
Partner X&CO, samt direktør for Office&CO samt Net&CO
Bestyrelsesformand for Sportsstar College, Ikast

Bo Jensen
Hovedaktionær & direktør IB Gruppen
Best formand: Happy&Co, Newsroom, ATM Arktryk Midtjylland, Ikast Brande
Gymnasium
Bestyrelsesmedlem: Co3, OTM Avistryk, Hummelmose Invest samt medlem af
Regionsrådet Nykredit.

Ordet er dit