Torsdag 6. maj 2010, 18.15
Kære Kaj Jeg vil vove den
Af Anders Udengaard

Kære Kaj
Jeg vil vove den påstand, at du bevidst misforstår, hvad der bliver sagt. Med den baggrund du har, er du udemærket godt klar over, hvad forskellen er på adfærdspædagogik og anerkendende pædagogik. Diskussionen her har (blandt andet) gået på, om PALS og anerkendende pædagogik var det samme, hvilket du nu helt velovervejet lader som du ikke har set. Dit svar bygger på den forudsætning, at nogen her skulle have ytret sig negativt om at give børn ros for at yde en god indsats, hvilket ikke er tilfældet. Din afsluttende bemærkning om rockere og Bin Laden ved jeg simpelt hen ikke, hvad jeg skal stille op med, udover at det bekræfter mig i min bekymring for, at begejstringen for færdigpakkede pædagogiske metoder er ganske ukritisk. "Køb min PALS-pakke og dit barn vil blive et velafbalanceret og succesrigt menneske. I modsat fald bliver han nok terrorist."

Onsdag 5. maj 2010, 14.32
Jeg deler helt jeres
Af Kaj Voetmann

Jeg deler helt jeres bekymring for jeres børns og samfundets fremtid. Jeg deler ikke jeres bekymring for begrebet anerkendelse, som et vigtigt princip i jeres børns liv og i samfundets liv.
Jeg har nemlig set hvad der sker, når mennesker mødes med ægte anerkendelse.
Det stiller dog nogle store krav til de profesionelle om at forklare, hvad de nu er for noget "moderne pjat".
Det er faktisk ældgammelt og meget velkendt princip. Det drejer sig ikke kun om ros. Alle børn elsker at finde ud af, hvor dygtige de er og hvad de kan blieve endnu bedre til. Dybest set kæmper de jo for at få en plads i samfundet og den partner som de gerne vil have. De skal bare lige lære, hvordan man finder det.
De øver sig hele tiden. Prøv at sende en mand ind i en børnehaveklasse og se, hvad der sker. Alle drengene zoomer ind på ham for at prøve sig selv af på ham. De er frække og udfordrende fysisk og sprogligt. Ellers får de jo ingen feedback på hvor dygtige de allerede er og hvad næste ting de skal lære er.
Pigerne øver sig i noget andet, så de opfører sig helt anderledes. De øver sig i at blive en god mor og et godt familiemedlem. Men de måler sig også hele tiden med de store piger.
Anerkendelse som princip betyder, at man altid skal give børnene en god feedback på, hvor de er lige nu og hvad de kan blive til her i livet med udgangspunkt i det konkrete.
Det kræver at de voksne kan give feedback på det børnene gør uden at skade deres selvbillede. Det kræver de voksne øver sig i at forholde sig til handlingerne uden at gøre kritikken personlig.
Børn og voksne lærer nemlig bedst, når de er i et godt miljø. Nogle skoler har kun en værdi, den hedder kærlighed til børnene.
Anerkendelse især i form af appreciative inquiry, som ligger som den vigtigste inspiration til A'et i PALS er en særlig måde at hjælpe os alle med at forstå de livgivende faktorer i sociale sammenhænge og bruge dem til at skabe toppræstationer sammen.
Det har faktisk mere at gøre med at skabe et miljø, hvor der er kendte krav og rammer og plads til kærlig feedback og dialog om svære ting.
Hvis der er mobning i en skoleklasse kan man starte med at anerkende at børnene godt ved, hvordan det sociale miljø skal være i klassen. Så den voksne beder dem fortælle, hvordan det er at være i klassen, når det er allerbedst at være der. SÅ skriver de det op på grønne sedler og sætter dem op på væggen. Så den voksne bedre børnene fortælle, hvordan det er at være i klassen, når det er allerværst. Så skriver de det på røde sedler.
Så er ordensreglementet på plads og alle kender det.
Så leger man med det nye ordensreglement ved at bede børnene lave små skuespil, hvor de viser, hvordan det er i klassen, når det er slemt. Bagefter spiller de den samme situation som den kunne have været, hvis det havde været allerbedst.
Så har børnene lært hvordan de håndterer overgreb og mobning. Og de voksne kan koncentrere sig om noget andet.
Til gengæld vil børnene så også kunne se, hvornår deres forældre og søskende mobber dem. Og det skal de nok påpege derhjemme. Så det er ikke nok at arbejde med PALS i børnenes arbejdssitutioner. Der skal være kendskab og opbakning til det fra hjemmene.
Måske husker I udsendelserne om læringstile på TV2. Der blev alle de voksne informeret og forberedt på, hvad det her er for noget "moderne pjat".
Hvordan er I blevet informeret om PALS? Og hvorfor er I ikke blevet opfordret til at stille jeres spørgsmål til pædagogerne?
Den største risiko ved velanvendt anerkendelse er, at jeres børn bliver gode til at leve livet i et demokratisk globaliseret samfund og bliver meget dygtige til at lære det de skal nå at lære i deres liv.
Den største risiko ved ikke at anvende det på en konstruktiv måde er, at der opstår en masse misforståelser og der bruges en masse energi på dem.
Anerkendelse er helt afgørende for det enkelte barns personlige udvikling og deres evne til at skabe velfungerende personlige relationer i resten af deres liv. Misforståelserne kan i værste fald skade begge dele.
Vi er meget gode til at tale om hinanden i dette land. Anerkendelse fungerer kun, hvis vi også bliver dygtige til at tale med hinanden om det der er vigtigt for os.
Det er dejligt vi kan have denne samtale i en offentligt rum, hvor alle kan følge med. Husk nu at fortælle jeres venner og naboer om at deltage aktivt. Vores børns fremtid er for vigtigt til at vi ikke engagerrer os i den. Dejligt at PALS nu har skabt nysgerrighed om anerkendelse.
Det er nemlig godt på vej ind på din arbejdsplads. Så du er den næste der vil blive udsat for det. Der hedder det bare anerkendende ledelse. Det er ved at blive skrevet ind i overenskomsterne på det offentlige arbejdsmarked.
I udlandet bruges det allerede i politik til at undgå den spin, som fylder vores medier med dårlige historier frem for konstruktive fortællinger om, hvad der kan lade sig gøre. Der er et næsten uendeligt potentiale i alle de mennesker vi har ekskluderet af arbejdsmarkedet, fordi vi ikke gider anerkende deres ressourcer og udviklingspotentiale. Som Gnags synger: En fremmed er en ven du ikke har mødt endnu.
Anerkendelse er den korteste vej til at finde disse endnu ukendte venner og se deres helt unikke ressource og potentiale.
I dag finder mange af dem, vi har svært ved at anerkende, nemlig plads i Rockergrupper og hos Osama bin Laden. Her bliver den nemlig mødt af nogle kyniske mennesker, som lader som om de anerkender dem og vil deres bedste.

Mandag 3. maj 2010, 21.11
Hej Mogens. Selve ordet
Af Anders Udengaard

Hej Mogens.
Selve ordet "anerkendelse" kan godt forstås som havende med ros at gøre, men ikke hvis man bruger det i forbindelse med begrebet "anerkendende pædagogik". Dette er en pædagogisk teori, som netop prøver at gøre op med adfærdspædagogikken. I den anerkendende pædagogik er man meget opmærksom på ikke at fokusere på adfærden, og jeg opfatter i høj grad stadig PALS og anerkendende pædagogik som modsatrettede teorier.

Mandag 3. maj 2010, 15.34
Anders, jeg er ikke helt enig
Af Mogens Østergaard

Anders, jeg er ikke helt enig i at anerkendelse er det modsatte af PALS.

PALS er jo netop anerkendende i den forstand, at man tager hensyn til det enkelte barns situation og belønner ud fra dette. Ikke alle børn får belønning ved den samme adfærd – barnet der hele tiden løber på gangen bliver belønnet, hvis det går på gangen, mens barnet der hele tiden går, ikke nødvendigvis belønnes, men måske ”kun” roses.
Man accepterer derved børnenes forskelligheder, men prøver dog også at rette dem ind, således at de fælles regler for adfærd overholdes og accepteres.

2. maj 2010, 18.30
Kære Jesper. Hvor kan man dog
Af Anders Udengaard

Kære Jesper.
Hvor kan man dog lige pludselig blive glad, når man læser dit indlæg igennem. Som du ganske rigtigt anfører, så virker det lidt som om, at Ikast Brande kommune ganske ukritisk har taget PALS til sig som det værktøj, der skal sikre os gode skoler og daginstitutioner, og dette ser jeg som yderst uheldigt. PALS er et adfærdspædagogisk værktøj, som med fordel kan bruges til at løse konkrete problemstillinger med uhensigtsmæssig og uønsket adfærd. Det er derimod IKKE opskriften på det gode barneliv eller for den sags skyld på god undervisning. Tværtimod står det i skærende kontrast til kommunens andet tiltag om entreprenørskabsskolen. Hvis vi gerne vil have børn og unge mennesker, som er innovative og finder nye veje og løsninger, så er netop entreprenørskabsskolen en god ide. Hvis vi gerne vil have børn og unge mennesker, der gør som vi siger og løser opgaver på den måde, som vi finder hensigtsmæssig, så er PALS en god ide.
Mogens: Meget af det, du skriver, er jeg enig i. Specielt dit spørgsmål om hvorvidt det virkelig stod så slemt til i kommunens skoler og institutioner. For brugen af PALS kræver nemlig, at der er et umiddelbart og konkret problem, som man gerne vil have løst. På et enkelt punkt er jeg dog uenig med dig. PALS og anerkendende pædagogik har absolut intet med hinanden at gøre. Tværtimod kan de nærmest ses som hinandens modsætninger. Det er meget vigtigt, at man i denne forbindelse ikke forveksler ordet "anerkendelse" med "ros" eller "belønning". Anerkendende pædagogik har ikke nogen ambition om at fremelske en bestemt adfærd, men forsøger i stedet at anerkende barnets ret til og ejerskab af sine egne følelser og meninger.
Som ansat i den pædagogiske sektor er jeg ikke kritisk over for brugen af PALS som værktøj, men jeg er helt enig i bekymringerne om den nærmest blinde og ukritiske tilbedelse af det, som jeg også synes at kunne se i vores kommune. Som politiker med plads i Børne- og Undervisningsudvalget vil jeg gerne takke for meningstilkendegivelserne og kan love, at jeg allerede har og fortsat vil give udtryk for denne bekymring.

2. maj 2010, 15.21
Jeg kan udmærket godt forstå
Af Mogens Østergaard

Jeg kan udmærket godt forstå det, der står i såvel læserbrevet, som i kommentaren.
PALS kan vel i bund og grund betegnes som værende den anerkendende pædagogik, hvilket der ikke er noget nyt i.

I misser dog en væsentlig ting i PALS: Der er ikke tale om at barnet skal modtage belønningskort hver gang der udføres en korrekt handling.
Derimod skal der roses og belønnes, når barnet handler på en positiv måde, som barnet ikke er vant til.
F.eks. hvis barnet i 2. klasse der konstant løber på gangen pludselig går stille og roligt. Dét skal belønnes og roses, så barnet er klar over, at det er den adfærd der er acceptabel på gangen.
Den ændrede positive adfærd skal belønnes.

Når så der er samlet nok kort kommer der som oftest en belønning. Kunsten i at lave en sådan belønning er ikke at tage på specielle udflugter, købe tre slikkepinde til hvert barn o. lign. Det er derimod at få de ting/aktiviteter man alligevel ville lave med børnene lavet om til belønningerne. F.eks. kan en belønning børnene får sat i vente, være at der laves bål og snobrød - en aktivitet, som ofte finder sted i institutionerne alligevel. Det kan også være et spil Matador med en voksen, komme med ud at handle osv.

Omvendt kan der så argumenteres for at børnene vænner sig til at de ved god/ændret opførsel skal have en belønning. Dette er bestemt ikke hensigten med PALS, hvilket også fremgår i og med at barnet ikke modtager et belønningskort hver gang der laves noget positivt fra barnets side. Der kan godt roses uden at blive givet belønningskort, og det er der forhåbentligt ikke nogen der er uenige i?!
Barnet skal altså ikke partout kæde den gode/ændrede opførsel sammen med en fysisk belønning, men den ændrede adfærd skal være belønningen i sig selv.

Jeg ser et problem, når barnet der har gået i SFO og folkeskole med PALS-pædagogik pludselig skal på f.eks. gymnasiet eller ud på arbejdsmarkedet. Dér er der ikke belønningskort for den gode/ændrede opførsel, men derimod afregning ved kasse ét.
Men folkene bag PALS regner måske med, at på det tidspunkt i livet er de unge blevet så dannede af PALS, at de godt ved, hvordan de skal opføre sig?

I starten er sådan et projekt jo altid spændende. både for børnene men så sandelig også for pædagogerne.
Faktum er dog, at PALS ikke er noget mirakelmiddel. Der vil altid være børn, som er ligeglade med ros og belønningerne. Der er endda børn, som ikke giver noget som helst for belønningskortene, men som f.eks. lader dem ligge i klassen, smider dem på fortovet oppe i byen, eller sågar giver dem væk.

Institutionsmæssigt har man valgt, at alle de ansatte skal deltage i projektet. Der er jo nok givet X antal tusinde kroner for at få projektet startet op, så det er på sin vis fair nok.
At institutionerne så nærmest har fået det presset ned over hovedet er så en anden sag - når man kan vælge mellem at starte frivilligt op, eller starte ved tvang på et senere tidspunkt, så kan man måske stille spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig ønsker PALS indført...
Men jeg synes dog også, at man skylder de ansatte, som ikke ser det store lys i PALS, at høre på dem! Det nytter ikke noget, at man blot beder dem tie stille med evt. negative ytringer vedr. PALS. Hvis man blot følger projektet slavisk kommer der ikke nye øjne på, der sker ingen udvikling, og så ender det med at man lukker øjnene fuldstændig for om der kunne findes alternativer til PALS.
PALS er heller ikke bygget op på en sådan måde, at 100 % af de ansatte partout skal deltage i projektet. Rent faktisk er det nævnt i beskrivelsen af PALS, at der ikke behøver at være 100 % tilslutning. Derimod er det nok, hvis blot 80 % deltager. Dette kan ses på Atferdssenterest hjemmeside (se link nederst), hvorfor det undrer mig, at man med møje og besvær vil, at alle og enhver skal deltage. Accepter dog, at ikke alle ser PALS som den frelser, det i mine øjne bliver præsenteret på, bl.a. i Ikast Avis via adskillige artikler.

Jeg har tit tænkt på, hvorfor PALS overhovedet blev indført - var situationen virkelig så skidt før PALS kom til Ikast??

http://www.atferdssenteret.no/positiv-atferd-stoettende-laeringsmiljoe-o...

Fredag 30. april 2010, 22.07
Jeg synes, du har fat i noget
Af Mikael Lund

Jeg synes, du har fat i noget væsentligt. Skal det virkelig være nødvendigt at belønne vores børn, hver gang de udviser ønskværdig adfærd? Risikerer vi ikke, at der går inflation i det, og at børnene efterhånden vænnes til at stå med hånden fremme for at modtage en belønning, hver gang de har foretaget sig noget, som burde være en naturlig del af god opførsel? Hvor længe bliver det ved med at være attraktivt at modtage et kort/klistermærke/glansbillede? Ikke sådan at forstå, at børn aldrig skal belønnes/roses, for det skal de bestemt, men måske ikke lige hver eneste gang, de har foretaget sig noget, som ikke var komplet hovedløst. Hvis de nuværende teenagere tilhører curling-generationen frygter jeg da lidt, hvad vi er ved at gøre næste kuld til.