Lige siden den borgerlige regering kom til i 2001 har vi gradvist erfaret, at minoriteterne bliver mere og mere bestemt, som værende en betydende årsag til velfærdsstatens voksende økonomiske og ideologiske problemer! Vi kan iagttage, hvorledes grupperne på skift bliver hængt ud, således den ”normale” del af befolkningen dvs. de produktive – uanset, hvad de så end beskæftiger sig med – kan forholde sig til deres position i relation til disse grupper!

Hermed er der åbnet op for at fokusere på andre grupper, der belaster den offentlige økonomi (ja, ja, bare ikke kapitalen), syge og handicappede – behandlingssystemets problemer dvs. forholdet mellem nedskæringer osv. er en lidt anden diskussion og alligevel ikke! Gennem mange år er der gradsvist henvist til, hvor meget de enkelte behandlingsformer koster – de ”populære” sygdomme undtaget dvs. dem en stor gruppe mennesker kan blive ramt af, hvor der er stemmer at hente og har en vis prestige hos lægerne at forske i, fordi de økonomiske ressourcer er til stede i større grad. Denne gruppe hører ikke direkte til ”afvigergrupperne”, det er først, når de får funktionsnedsættelser og er færdigbehandlet – De ”rigtige” handicappede, der altid har været regnet for afvigere i alle kulturer, bliver betragtet, som et ”restprodukt”, samfundet har brugt til at disciplinere arbejdskraften til at indordne sig – det var først under industrialiseringens opståen, at afvigerbegrebet blev samfundsmæssigt, før havde der været tale om, at personen var anderledes, men bare fik lov til at være i lokalsamfundet – måske ingen festlig tilværelse, men alligevel med en vis accept! Dette fik en brat ende, da man skulle have arbejdere til mastodont-fabrikkerne, som ganske givet ikke har været en dans på roser, så måtte man jo finde på, hvordan de nu kunne ”overtales” og fandt således, at mennesker, der ikke kunne klare sig selv, blev skrabet sammen i fattighuse og vupti, havde man en gruppe, hvis livsforhold var mildest forfærdelige, der kunne bruges som afskrækkelse! Det var/er noget i retning af; at enhver er sin egen lykkes smed og fanden tager resten!

Den holdning til ”afvigerne” bruges og endda uddybes i dag af de styrende ”væsner”, da man for at skjule den rigiditet, der er resultatet af den borgerlige regerings ideologiske afskaffelse af det sociale system – de har ikke opgivet tanken om minimalstaten, der jo kun er til gavn for de rige og ikke bare ulempe, men direkte skade for de svage grupper og det sociale samfundssystem, som er blevet opbygget i flere årtier, med de rettigheder, som social hjælp, behandling og fri/gratis uddannelse, mm. Så kan vi diskutere om systemet var tilstrækkeligt, her er svaret nej, fordi det er et kapitalistisk samfund, hvor selv de mindste goder er resultatet af en social kamp!

Ved at rette fokus mod de omkostninger, som det solidariske offentlige system gerne skulle være, har man som på baggrund af ovenstående, skabt en opfattelse, at dette er roden til ”vort land så svære tider” og udgifterne hertil skal begrænses, så vi kan sikre vores konkurrenceevne overfor udlandet og frigøre arbejdskraft til det private, som det overordnede styre i EU og de ultra-liberalistiske internationale institutioner kræver af DK. Og som flertallet af vores politikere gladelig følger!

I mange år har der været grupper, der er blevet hængt ud, både for at illustrere, hvor godt velfærdssystem er, men samtidigt at stille spørgsmål ved, om det var gået forvidt. På de tidspunkter er det ikke rigtigt slået igennem, da store dele af befolkningen ikke har været parate – det har den borgerlige regering fået ændret, som beskrevet ovenfor! I dette årti er det imidlertid lykkedes at få diskussionen i gang om, hvorvidt de enkelte ydelser er berettiget og er i overensstemmelse med de økonomiske ressourcer, som de betinger!

 Her er der tale om skole, dagpleje og så alle de sociale områder, hvor man i en del tilfælde kan for ”skatteyderne” med sig! Eksempelvis dagpenge, kontanthjælp og førtidspensionister, hvor det handler om berettigelse og ”pligt til at yde noget for støtten”. Uanset om der er noget at yde til og af! På handicap- og ældre området har man fået øje på de støtte og hjælpe foranstaltninger, hvor udgifterne efter sigende er steget enormt! For at få nedskæringer igennem fokuseres på eks. de ”rige” ældre, som selv kan betale for deres hjemme - og rengøringshjælp, skal ifølge en del politikere gøre det! Det lyder som om, man automatisk får hjælp, når man bliver ældre, men tro mig, det gør man bestemt ikke! Der er så stramme regler herfor, at man dårligt kan nusse lidt i altankassen, for at få bevilliget 45 min. hver 14. dag, hvis man er heldig – så jeg tror ikke mange ”rige” ældre vil spise deres bolig af med det – de samme forhold gælder selvfølgeligt også handicappede, hvor der endda er tænker om, at de selv skal betale en del af deres hjælpemidler, fordi der hele tiden sker en udviklingen på området – Det påstås, at de handicappede kræver mere og mere, så man får det indtryk, at det er samme tendens, som når naboerne overgår hinanden mht. nye biler! Jeg gad godt se den kommune, der var så gavmild – når man så ved, at de forskellige nedskæringer, som politikerne postulerer, er helt nye og der er intet sket før, har foregået i mange år og det er en kamp at få dem bevilliget! Hvordan har politikerne tænkt sig, at en førtidspensionist har råd til en egenbetaling? Her er det desværre ikke kun regeringen, men Soc.dem. og SF er til dels også hoppet på vognen!