Dødsfald

MINDEORD Mindeord over: Metha Marie Hammer Larsen (født Pedersen). Født 21. december 1921 Ejstrupholm - Død 31. maj 2012 Ikast.
13. juni 2012, 06.41

Torsdag morgen d. 31. maj 2012 udånede vores kære Mor på Grønneparkens Plejehjem i Ikast.

Mor blev enke i 1966, hvor vores Far, planteskoleejer Axel Hammer Larsen, døde i en alder af 48 år. Mor satte sig for at kæmpe sin kamp, for at bevare planteskolen og dermed et eksistens grundlag for hende og hendes 5 børn. Hun var aktiv i forretningen op i en høj alder, inden fysisk svækkelse satte en stopper for hendes daglige gang blandt blomster, kunder og personalet på planteskolen, som hun en del år forinden havde solgt til sin søn og svigerdatter, Eg og Lone Hammer Larsen.

Mor var et rigtigt blomster-menneske. Ofte sagde hun til os, at hun ikke kunne leve uden blomster. Derfor var der også altid friske blomster i hendes lille lejlighed på Grønneparken. Mange af disse buketter kom også fra Mors besøgsveninde Åse.

Mor oplevede, at alle hendes børn kom godt ud af livets voksne vej, alle med kærlige ægtefæller og i alt 9 børnebørn samt 8 oldebørn. Mor var velsignet med at en stor del af hendes nærmeste familie var tæt på hende med bopæl i Ikast.

Familien



Ordet er dit