Nu har vi været PALS skole i snart 2 år og har dermed praktiseret PALS i næsten 1 år (første år er et teori- eller et oplæringsår for personalet). Hermed kan vi bl.a. begynde at danne et billede af, hvad det er, vi kan udrette med PALS, hvor det er, vi skal tilrette PALS således, at metoden passer til den danske folkeskole og dennes kultur, læringsstile osv. samt, hvilke udfordringer der er i at arbejde med PALS i SFO regi.

Der er rigtig mange ting i PALS, som stemmer overens med den pædagogik, vi i forvejen praktiserer på Broen. PALS handler om at behandle hinanden ordentligt. Eksempelvis den anerkendende tilgang, hvor accept, værdsættelse samt et gensidigt ligeværd tilstræbes i relationen. Ligeledes forsøger vi at fastholde fokus på det enkelte barns ressourcer frem for dets mangler, altså have fokus på det der går godt, og det som barnet kan med lidt hjælp, frem for det, der ikke helt lykkes.

At PALS bliver en god løftestang i den sammenhæng, skal forklares i det fælles fokus og den fælles indsats i personalegruppen, samt det faktum at vi har prioriteret en del af vores tid til PALS arbejdet. Aldrig har vi reflekteret så meget over egen pædagogisk praksis.

Herudover får vi med PALS præsenteret en række "værktøjer", der efter min overbevisning i høj grad handler om adfærdsregulering af de voksne. Det at Broens personale i fællesskab har fokus på bl.a. anerkendelse & barnets ressourcer, samt at vi er tydelige omkring, hvad vi forventer, bidrager til et langt bedre "arbejdsmiljø" samt bedre trivsel for både børn og voksne. Omgangstonen og omsorgen for hinanden har fået et skub i den gode retning, for bare at give et par hurtige eksempler. Børnene bliver tilsyneladende bedre til at bruge deres "indre styring". De tænker sig ofte om engang og spørger sig selv: "Hvad passer til nu? Har vi fællessamling og skal have beskeder, eller spiller vi fodbold i salen og kan give den gas?"

Spillets regler

Et andet eksempel på, at vi lykkes med PALS, er når vi beslutter en målrettet indsats i et bestemt felt. I vores sal havde der i starten af 2010 udviklet sig en kultur, der handlede om, at den stærkeste og største bestemte, hvad der skulle foregå, hvem der skulle være med hvornår, og hvordan "spillets regler" skulle være. Der opstod ekstra mange konflikter, og det var ikke rart for nogen at være i. Vi besluttede derfor at lave en ekstra indsats med PALS og gik i gang med, i samarbejde med børnene, at afklare vores forventninger til adfærd i salen ud fra nøgleværdierne ansvar, omsorg og respekt. Eksempelvis hvordan man aftaler ny aktivitet, spilleregler, hvordan man laver hold, omgangstone osv. Med opmuntring af den forventede adfærd enten med "superarmbånd", et klap på skulderen eller et "godt gået", lykkedes det os at holde fokus på det der lykkedes. Herudover skærpede vi tilsynet samt opprioriterede de voksenstyrede aktiviteter i salen. Miljøet i vores sal er nu helt klart forbedret, således at det igen er godt og til at være i for alle.

PALS er udviklet i USA og senere i Norge og er især målrettet skolens undervisningsdel, hvilket giver nogle udfordringer i forhold til den danske fritidspædagogik og skolens fritidsdel i det hele taget.

Skolens PALS team (tovholdergruppen) var i efteråret 2009 med kommunens øvrige PALS skoler i Norge for bl.a. at kigge på PALS i praksis. Vi besøgte forskellige skoler, og vores oplevelse var, at fritidsdelen i de norske skoler er struktureret meget lig undervisningsdelen med en høj grad af voksenstyring. Børnene er delt op i klasser, også i fritiden, og fritiden er delt op i forskellige fælles aktiviteter, som den voksne har besluttet: højtlæsning, sang osv. Tid som børnene selv bestemmer over er der tilsyneladende ikke meget af. Herudover er der ikke tradition for ansættelse af pædagogisk uddannet personale.

Børnenes fritid på de norske skoler virker, i modsætning til dansk fritidspædagogik, meget struktureret og voksenstyret og med en lav grad af selv- og medbestemmelse.

Kort fortalt kan man sige, at SFO´en ikke fylder ret meget i den norske og Amerikanske PALS model, og vi er derfor i SFO regi meget optaget af at udvikle vores egen danske model.

Broens formidling af PALS

Den store udfordring i forhold til arbejdet med PALS på Broen har især været at formidle PALS og skabe interesse, for det samarbejde med børnene vi gerne vil have omkring PALS. En del af de største børn ser det lidt som en "genudsendelse" når vi snakker om PALS. De har arbejdet med det i undervisningsdelen, og "ved det godt", så vi må være nytænkende og kreative. Herudover opfatter nogle børn det ligeledes som et indgreb i deres frihed, når vi vil samle dem og tale om PALS. Nu havde de jo lige glædet sig til at komme over på Broen og lege, eller aftalt med kammeraterne, at der skal spilles fodbold. Det kan jo i en børneoptik være langt mere alvorlig end at gå glip af en matematiktime.

En anden udfordring handler om at få delt nok opmuntringssymboler ud. Hos os hedder de "Superarmbånd". I Broens pædagogiske praksis prioriterer vi børnenes tid højt, hvilket medfører at voksne oftest er i samtale, i leg, i aktivitet osv. med grupper af børn. Rundt omkring sker der en masse andre ting, men i fordybelsens navn, fokuserer den voksne hovedsagelig på den pågældende børnegruppe og den pågældende aktivitet. Her har vi en udfordring i samtidig at skulle uddele superarmbånd og vi må ofte minde os selv om denne opgave.

På Broen er vi meget optaget af at møde det enkelte barn og give et skulderklap hver dag og her må vi erkende, at vi ikke altid når alle børn. Når vi på Broen har valgt "superarmbåndet" som opmuntringssymbol, er det netop fordi børnene bærer dem synligt, og vi dermed kan se, hvem der har fået hvor mange. Ligeledes giver synligheden os en mulighed for, sammen med barnet, at italesætte den handling, der udløste opmuntringen. På trods af den gode hensigt er der børn, der ikke så ofte opmuntres som andre. Det skal vi gerne blive en del skarpere på, og vi forsøger med forskellige registreringsmetoder, som dog heller ikke må blive for omfattende.

Skal vi finde det positive i denne situation, må det være, at vi med PALS har givet børnene "et sprog" omkring det at føle sig overset. Før PALS er jeg overbevist om at disse børn, der pr. automatik lever op til de almene forventninger, ofte er de børn der let bliver/ føler sig oversete. Med PALS kan Børnene sige: "Det er længe siden, jeg har fået et superarmbånd" og dermed gøre opmærksom på deres behov for anerkendelse og opmuntring.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi på Broen har mange etiske debatter omkring PALS, hvilket jeg synes er en nødvendighed. Det er ligeledes logisk, at nogle taler varmere for metoden end andre, men jeg kan dog konkludere, at alle ansatte på Broen ser gode og effektive elementer i PALS og således har en del historier i ærmet, hvor PALS har gjort en forskel.