Niels Frydenlund fra Ikast-virksomheden NewsRoom har i otte måneder været pressechef for Giro d\'Italia\'s start i Danmark - her ses han med Giro-mascotten


- Den mest udfordrende opgave i mit liv

Niels Frydenlund, kommunikationsrådgiver i Ikast-virksomheden NewsRoom, har i de seneste otte måneder været pressechef for Giro d'Italia's start i Danmark. Han lægger ikke skjul på at oplevelsen har været den mest udfordrende i hans arbejdsli
15. maj 2012, 10.51

PRESSECHEF | Den største og mest velafviklede sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde. Det er store ord, men de passer til afviklingen af de tre første etaper af Giro d\'Italia i forrige weekend, hvor omkring en halv million mennesker flokkedes om vejene, da de 198 ryttere fordelt på 22 hold indledte det, der kaldes verdens hårdeste cykelløb, i Herning, Horsens og den midtjyske region.

Midt i dette inferno af aktivitet stod kommunikationsrådgiver hos NewsRoom i Ikast, Niels Frydenlund. I otte måneder var han tilknyttet den danske organisationskomité som pressechef, et arbejde der kulminerede med løbets afvikling 5.- 7. maj.

- Den sidste uge, hvor de mange måneders arbejde blev forløst i en fantastisk folkefest, var ikke bare hektiske. De var uden sammenligning de mest udfordrende i mit arbejdsliv. Jeg fik i den grad brug for den kommunikationsmæssige værktøjskasse for at navigere organisationen helskindet igennem de situationer, der opstod, siger Niels Frydenlund.

Giro\'en slår alt

Han har været ansat i NewsRoom i snart tre år, heraf de sidste to år som partner. Ikast-virksomheden, der er et datterselskab i IB Gruppen, lever af at lave kommunikationsrådgivning for virksomheder, organisationer og ind imellem også enkeltpersoner, typisk politikere. Den arbejdsmæssige palet spænder vidt - fra pressemeddelelser og hjemmeside-tekster til kommunikationsstrategier og forfattervirksomhed. NewsRoom består af stifter Jette Aaes og de to journalister Anne Krøjgaard og Niels Frydenlund, der alle har til huse på tredje sal på Strøget 38 i Ikast.

Med sin baggrund som mangeårig sportsjournalist, blandt andet chefredaktør på fodboldmagasinet Tipsbladet, har Niels Frydenlund skabt en niche for kommunikation indenfor sportens verden.

- Jeg var med ved U21 EM i fjor, hvor jeg var pressechef i Aarhus, jeg er med omkring de store håndboldbegivenheder i Jyske Bank Boxen, 10.000 til håndbold og Bjerringbro-Silkeborgs Champions League kamp mod Atletico Madrid - begivenheder der fyldte den store arena, og jeg laver kommunikationsarbejde for blandt andet FC Midtjylland og Silkeborg samt håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg ud over opgaver for en lang række \'almindelige\' virksomheder. Men opgaven med Giro d\'Italia slår alt, siger han.

Glad for erfaring

Hver dag undervejs i løbet havde sin krise, der skulle tackles oven i alle de øvrige opgaver med at udsende pressemeddelelser, servicerer de omkring 350 pressefolk, der dækkede etaperne i Danmark og svare på praktiske og faglige spørgsmål fra journalister.

- Jeg er glad for at jeg havde min mangeårige erfaring fra sportspressen at trække på. Jeg ved, hvor hurtigt en sag kan udvikle sig, når store arrangementer som et af verdens største cykelløb, en slutrunde i fodbold eller et OL skal afvikles, hvis ikke man får lagt låg på i en fart, forklarer Niels Frydenlund.

Allerede inden løbet gik i gang, eksploderede den første "skandale", da en rytter fra cykelholdet Garmin blev kørt ned af en bil under træning i Hernings gader. Rytterne troede fejlagtigt, at ruten var afspærret, og beskyldninger om skandaløs organisering lå lige under overfladen. Dagen efter var det springvandet på Torvet i Herning, der flød over og gjorde enkeltstartruten på 1. etape i Herning by så våd, at en rytter styrtede.

Ekstremt pres

Søndag indløb meddelelsen om Horsens-borgmester Jan Trøjborgs triste og alt for tidlige død.

- Jeg har aldrig oplevet at arbejde under så ekstremt pres. På den ene side skulle vi have noget ud hurtigt, for rygtedannelsen var allerede begyndt. Jan Trøjborg fik et ildebefindende under et motionscykelløb, der blev afviklet i forbindelse med Giro\'en. Mange havde altså set ham synke sammen og blive fløjet væk i helikopter. På den anden side ville vi vente til de pårørende var underrettet. Jeg koordinerede den pressemæssige udsendelse i forhold til Horsens og Herning kommuner og de italienske løbsarrangører samt svarede på de efterfølgende opfølgninger fra pressen. Det gav ordet \'hektisk\' en helt ny dimension, fortæller Niels Frydenlund.

I dag er Niels Frydenlund tilbage ved skrivebordet i Ikast. I gang med andre kommunikationsopgaver af knap så hektisk karakter.

- Min første opgave efter jeg vendte tilbage var at afslutte Erhvervsrådets magasin Inforama og skrive en pressemeddelelse om en ny spiller i Bjerringbro-Silkeborg. Hverdagen holder jeg meget af. Men mine dage i verdens hårdeste cykelløb vil jeg aldrig glemme, siger Niels Frydenlund.



Ordet er dit