Fabrikschef Poul Jakobsen, IBF, foran koncernens nye fabriksanlæg i Hestlund, der snart er færdig til indvielse


Broen til meget mere beton

BETON | Selv en garvet betonmand kan blive blød: Poul Jakobsen indrømmer gerne, at han både er stolt over resultatet og glad for, at han sammen med sin arbejdsplads gennem 32 år, IBF, har været en væsentligt, betonhård del af Danmarks længste dalbro.
30. august 2012, 08.51

Igennem tre år har fabrikschefen stået i spidsen for betonvarefabrikken IBFs leverancer af færdigbeton til den 730 meter lange og 30 meter høje bro. I alt 34.000 kubikmeter beton - eller hvad der svarer til hele betonforbruget fra fundamenter til skillevægge i 600 parcelhuse - er fragtet fra Ikast til Hørbylunde Bakker og Funder ådal.

Nu, hvor broen, der allerede før åbningen har fået mange positive ord med på vejen, står rank, slank og færdig, er Poul Jakobsen heller ikke bleg for at indrømme, at opgaven på papiret ved kontraktunderskrivelsen virkede imponerende. I projektet har IBF fungeret som underleverandør af beton til den internationale entreprenørgigant Dywidag.

- Vi havde mange indledende møder, før den endelige kontrakt var færdig. Rigtig mange. Hvor tyskerne stillede rigtig mange spørgsmål. Men vi var i stand til at svare på det hele. Alle møder foregik i en positiv ånd og i forholdsvis simple omgivelser i den skurby, de havde bygget op i Hørbylunde Bakker. Alt blev skrevet ned i kontrakten - helt ned til mindste detalje. Som den største enkeltordre i IBFs historie var potentialet naturligvis stort. På den anden side kunne der også opstå udfordringer, som i givet fald og i henhold til kontrakten kunne koste os dyrt, fortæller Poul Jakobsen.

Eftertænksom begejstring blev til succes

Med fuld opbakning fra IBF-ledelsen skrev Poul Jakobsen på vegne af koncernen under på kontrakten i september i 2008. Med til underskrivelsen i skurvognen havde han sin kollega, salgs- og produktchef Michael Pedersen.

- I dagene op til underskrivelsen, hvor vi havde regnet priser ud, sov jeg lidt uroligt. Da vi havde skrevet under, kørte Michael og jeg sammen fra Hørbylunde Bakker og hjem mod fabrikken. I bilen sagde ingen af os noget som helst, før vi svingede op ad Højris Allé i Ikast. Her sagde jeg: "Nå, hva\' så?.?", og Michael svarede: "Ja, nu må vi se?", siger Poul Jakobsen - med et lunt smil ved tanken om en stor og spændende dag.

Den eftertænksomme midtjyske begejstring blev efterhånden erstattet af særdeles travle perioder. Den omfattende kontrakt betød faste rutiner før hver eneste leverance af beton til nye brofag eller bropiller. En fax tikkede ind med præcis besked om tidspunktet for, hvor og hvornår Dywidag i Hørbylunde Bakker var klar til at modtage mere beton, og så gjorde Poul Jakobsen klar. Sikrede sig kolonner af lastbiler til at fragte den færdige beton de godt 16 km til Hørbylunde.

- Så kørte vi i pendulfart i op mod 10 timer per støbning med 7-8 betonkanoner. Pumperne kørte uafbrudt. Det var intenst men også rigtig spændende. Fordi stort set alt var skrevet ned i kontrakten, vidste vi hver gang præcist, hvad vi skulle gøre, og vi undgik ordkløveri, siger Poul Jakobsen.

Elefanter og damer påén stilethæl

Blandt andet var kravet til kvaliteten af betonen til dalbroen naturligvis højt.

- Vi skulle levere beton, der efter tre dage var stærkt nok til at klare et tryk på mindst 23 meganewton. Vi har leveret beton i en kvalitet, der klarer 40 meganewton. Eller det samme som 10 elefanter stablet ovenpå hinanden, mens den nederste elefant står påét ben - eller ti damer oven på hinanden, hvor den nederste står påén stilethæl, forklarer Poul Jakobsen, der også gerne giver et rundhåndet bud på dalbroens levetid:

- Betonen ovenpå broen er belagt med epoxy. Det bør forhindre, at der kan trænge vand ind. Uden vand ruster armeringen ikke, og så kan broen faktisk holde i rigtig mange, mange år.

Selv om et projekt af denne størrelse normalt ikke forløber uden, at der undervejs sker uforudsete ting, modtog IBF i løbet af de tre år ikke en eneste dagbøde. I det hele taget har deltagelsen i byggeriet givet koncernen mod og erfaringen til at byde ind på endnu flere store danske byggeprojekter:

- Opgaven er en blåstempling af IBF. Vi har fået masser af god og værdifuld erfaring. Produktionsmæssigt men også for eksempel i vores laboratorieafdeling. Den erfaring er smittet positivt af på arbejdet i alle vores afdelinger, siger Poul Jakobsen.

Investering i nyt fabriksanlæg

Optimismen har allerede udløst nye investeringer. Om kort tid er IBF således klar til at indvie en helt ny produktionsfabrik ved virksomhedens eksisterende afdeling i Hestlund. Det betyder rationaliseringer, og samtidig giver det endnu bedre perspektiver som leverandør til større projekter. Før indvielsen af det nye fabriksanlæg er IBF allerede blevet valgt som leverandør til næste fase af motorvejsbyggeriet mod Aarhus. Den del der skal skære gennem Gudenådalen. Her skal IBF levere ca. 12.000 kubikmeter beton.

- Der er også mange andre større og spændende projekter på vej, som vi naturligvis byder ind på: Sygehusbyggerier, vindmølleprojekter og rensningsanlæg. Til de opgaver står vi rigtig godt rustet med vores knowhow og nye fabriksanlæg, siger direktør Jens Lange, IBF.


Ordet er dit