Tip os
Kirsten Christiansen overrække de mange billetter til filialdirektør Ann Merete Kongensgaard.
Foto: Steen Hebsgaard

Bank køber et helt 80'er show

Andelskassen i Ikast gentager sidste års succes og køber en af de tre musical-forestillinger på gymnasiet
05. januar 2016, 15.26

?IKA ST Billetsalget til gymnasiets årlige musical-opsætning er i fuld gang. Og forleden rykkede det for alvor i billetsalget, da Andelskassen i Ikast simpelthen tilbød at købe en hel forestilling!

Det vil sige, at »Back to the 80's«, som titlen er på musicalen fyldt med 80'er hits, allerede nu kan melde udsolgt til den ene af de tre forestillinger i Quben, mens de to øvrige sælger godt.


Støtter lokale aktiviteter

Om Andelskassens bevæggrunde for at købe en hel forestilling siger filialdirektør Ann Merete Kongensgaard:

- Vi vil gerne støtte lokale aktiviteter, som skaber relationer i lokalsamfundet. Musicalen på gymnasiet er en festlig tradition, som engagerer mange elever, og som giver en god forbindelse mellem gymnasiet og mennesker, som ellers ikke har direkte kontakt med skolen, påpeger filialdirektøren.

- At vi har købt forestillingen giver os mulighed for at invitere en række af vores kunder til at opleve musicalen, og der vil også være et antal billetter, som man vil kunne hente hos os i banken. Billetter vil kunne afhentes i banken efter først-til-mølle-princippet, siger hun.

Det var musiklærer Kirsten Christiansen, som forleden afleverede de mange billetter i Andelskassen.

- På gymnasiet er vi meget glade for, at vi igen har indgået samarbejde med Andelskassen om en af forestillingerne. Sidste år var der fyldt til sidste plads, og Andelskassens kunder var et fantastisk publikum. Vi satser på, at det bliver lige så stor en succes i år. Der er stadig mange billetter til salg til mandag og tirsdag, men man skal nok købe i god tid, hvis man vil have premierebilletter til mandag aften, for salget af en af de tre forestillinger til Andelsskassen giver jo heldigvis et lidt større pres på de to andre aftener, siger Kirsten Christiansen.


Ordet er dit