I forbindelse med artikelserien i Fokus om PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil) på de fire skoler i Ikast-Brande Kommune, er det nu blevet Engesvangs Skoles tur til at bidrage med et indlæg.

At implementere PALS og gøre tænkningen til en del af skolens naturlige hverdag er og har været en spændende udfordring, der løbende har været genstand for evaluering og en konstant mærken efter, hvad tiltaget helt konkret bidrager med. Da vi blev bedt om at skrive et indlæg i Focus, så vi det som en oplagt mulighed for at bibringe det en vinkel, som vi også kunne bruge i forhold til, at vi løbende ansætter nye medarbejdere på skolen. Disse personer kommer jo ind i et allerede kørende pædagogisk forløb, og skal på kort tid klædes på til at blive en del af dette.

Med PALS og alle øvrige indsatsområder på skolen forsøger vi løbende at bevæge os "op i helikopteren" og skue ned på vores egen proces. Det kan dog nogle gange være svært at se alt, når man samtidig selv er en del af det, man kigger på. Derfor fik vi med artiklen her ideen til at spørge én af skolens nyere medarbejdere, Dorthe Østergaard Jensen, om hvordan hun har oplevet det at komme til en PALS skole og blive en del af vores pædagogiske praksis.

Det blev både til en snak om PALS-projektet på skolen og om den generelt ændrede børnekultur, Dorthe mødte ved sin tilbagekomst til folkeskolen efter mange års arbejde på det private arbejdsmarked.

Fra bager til undervisningsassistent

Dorthe Østergaard Jensen kom til skolen i det tidlige efterår 2009 og er nu i et jobprøvningsforløb efter at en arbejdsskade satte en stopper for hendes erhvervsmæssige baggrund som bager. På skolen assisterer Dorthe lærerne i flere af indskolingsklasserne, hvorigennem hun allerede har mødt en del børn og fået mange oplevelser med dem. Hvilke tanke gik gennem Dorthe, da hun skulle starte på skolen, og hvordan det var at komme i gang.

"Jeg havde da lidt ondt i maven, inden jeg skulle starte, og jeg var voldsom spændt på at skulle være sammen med en masse lærere - en faggruppe jeg indtil da kun havde haft kontakt med gennem mine egne børn" fortæller Dorthe. "Jeg var også meget i tvivl om, hvordan jeg skulle opføre mig og agere. Jeg gjorde mig især en masse tanker om nu at skulle forsøge at være en rollemodel".

Den første uge var det tanken, at Dorthe skulle se på og mærke kulturen og pulsen på stedet. Hun var tilknyttet to forskellige klasser, en børnehaveklasse og en tredje klasse. Opgaven bestod på længere sigt i at assistere eleverne og lærerne som en "ekstra voksen i klasserne".

Brug for noget beroligende…

" Jeg havde hørt om at jeg skulle hjælpe i en klasse med 30 elever. Jeg var rystet. Jeg sagde til min mand, at jeg vist blev nødt til at tage noget beroligende… Dagen efter kunne jeg fortælle, at det bare gik så godt. De 30 børn er bare så gode, og de gør som læreren siger øjeblikkeligt. Det var en fantastisk oplevelse af komme i de to klasser. Børnene er søde og rare, og viser meget stor omsorg for hinanden."

Planen om at observere i den første tid blev hurtig ændret, og Dorthe fortæller, at hun hurtigt blev involveret i rigtig mange aktiviteter. "Jeg er imponeret over, hvordan 30 elever i klassen kan sidde og snakke, og i det øjeblik læreren så kommer ind og siger, at nu er der læsebånd, så snakker de ikke mere, men går alle i gang med at læse."

PALS virker

Som ny medarbejder blev Dorthe også en del af skolens arbejde med PALS. Hvilke tanker gør hun sig om det?

"Der arbejdes meget med anerkendelse og opmuntring til positiv adfærd. Den anerkendende tilgang til eleverne virker motiverende på børnene. Der gives opmuntringer til børnene på mange måder - blandt andet ved at udlevere PALS-kort (På Engesvang Skole kaldes de superkort). Systemet virker rigtig godt, og eleverne er motiverede for at vise en adfærd, der senere giver en fælles belønning til klassen. Det virker rigtig godt, når de får ros eller superkort. Lærerne viser interesse for dem, og er positive overfor dem. Jeg oplever, at vi som voksne forsøger at vise dem, at vi prøver at forstå dem."

"En anden ting jeg har bemærket er, at lærerne taler meget på tomandshånd med eleverne, og at man forsøger at undgå at skælde enkelte børn ud foran hele klassen. Jeg har også bemærket, at alle elever kan blive draget ind i løsningen af klassens eller enkelte elevers konflikter. Alle vil gerne hjælpe til med, at det går bedre i klassen. De føler, at de arbejder sammen, og at det kun fungerer, hvis der er en god ånd i klassen, og hvis de arbejder sammen.

De bliver også stolte og glade på hinandens vegne, når nogen får et superkort.

Jeg tror ikke, der er nogen, der lærer ved at få straf, men det med at man bliver opmuntret for at gøre det lærerne gerne vil se mere af, det virker stærkt motiverende."

Ny børne- og skolekultur?

I forlængelse af Dorthes oplevelser med PALS faldt snakken på, om hun oplever skolebørn anderledes i dag sammenlignet med dengang, hun selv gik i skole.

Dorthe mener, der kan være forældre, som svigter deres opdragerrolle lidt. "De lærer ikke deres børn almen høflighed - fx at man ikke skal prutte og bøvse i timerne, eller sige grimme ting til lærerne eller de andre elever. Nogle gange skal lærerne jo i dag lære eleverne at sige godmorgen!

Nogle forældre prøver at gøre deres børn til små individer, der skal lære at klare sig selv. Risikoen kan her være, at de glemmer fællesskabet og evnen til at samarbejde. Samarbejdsevnen synes jeg er vigtig.

En rigtig god ting i dag er, at børn er meget mere frie. Vi havde meget stor respekt for voksne i min skoletid. I dag er der ikke elever, der møder lærere de frygter, det er jo godt."

Lærere er også blevet til mennesker…

Men oplever Dorthe også at lærerne har forandret sig? "Der var meget mere kæft, trit og retning tidligere. Vi var på efternavn med lærerne, og der var lærere, som var frygtede i min skoletid", fortæller Dorthe.

"Man kan vel sige, at lærerne også er blevet til mennesker!! Dengang var lærerne kun lærere. Børnene kendte dem ikke udenfor skolen. Man tog ikke elever med hjem, og man gjorde ikke noget ved det, der foregik udenfor skolen. Dengang slog man blikket ned, hvis man mødte en lærer alene på gangen. I dag spørger lærerne: Hvordan har du det?, og de interesserer sig for elevernes ve og vel".