To forsvarsfejl kostede dyrt for FC Midtjylland, der mandag aften tabte 1-2 til OB
To forsvarsfejl grundlagde et ærgerligt nederlag, da FC Midtjylland mandag aften tabte 1-2 til OB.
De afgørende fejltagelser - én i hver halvleg - blev prompte udnyttet af det fynske hjemmehold, som dermed hentede tre point i en tæt og intens Superligakamp i Odense.
Efter 22 minutter blev FCM-defensiv totalt overrumplet af Esben Ruuds lange aflevering fra egen banehalvdel. Unge Erik Sviatchenko nåede ikke tilbage i tide, og så kunne OBs Henrik Toft let aflevere bolden til en helt fri Hans Henrik Andreasen. Midtbaneprofilen havde ingen problemer med at score sit syvende mål i syv kampe.
Ipsa's fejltagelse
Anden gang en personlig FCM-fejl kostede dyrt var i midten af anden halvleg. FC Midtjylland havde udlignet ved Sylvester Igboun - og gæsterne havde godt styr over begivenhederne i den underholdende topmatch.
Men Ulvenes kroatiske forsvarsspiller, Kristian Ipsa, måtte alligevel se sig selv indblandet i OBs anden scoring, der faldt efter 67 minutter.
Endnu en dyb bold sendte angriberen Peter Utaka af sted, Ipsa fulgte godt med og var på omgangshøjde, men så kiksede FCM-oppasseren sit indgreb. Væk var Ipsa og så kunne Utaka iskoldt udplacere Jonas Lössl i udeholdets mål. En unødvendig fejl af Ipsa.
Kuhn glad for indsatsen
Forsvarsbommerterne og nederlaget til trods, så var FCM-træner Allan Kuhn godt tilfreds med Ulvenes præstation i Odense.
- Jeg glæder mig over indsatsen. Man skal se på, hvor de to hold står. OB har et sammentømret, rutineret hold, hvor vi er et ungt hold, så jeg er meget tilfreds med indsats. Der var ikke nogen, der slog op i banen, og det er jeg glad for. At vi ikke vinder, er der ikke noget at gøre ved, sagde Kuhn efter kampen til TV2 Sport.
Midtjyske plusser
FC Midtjylland kunne tage hjem med mange plusser i fodboldbagagen. Gæsterne indledte bedst, hvor højt tempo og en vilje til at presse OB i bund gav en række fornuftige kontrastød, men alle var uden den sidste skarphed.
Hans Henrik Andreasens målnæse satte en midlertidig stopper for FCMs fremadrettede spil. Til gengæld leverede begge mandskaber en viljesat indstilling med mange fysiske dueller. Hos Ulvene var det især midtbane-sliderne Izunna Ozuchukwo og Adigun Salami, som gik forrest i det centrale motorrum.
Afrikansk magi
Offensivt var der igen grund til at anerkende præstationen fra frontmanden Sylvester Igboun. Den unge nigerianer bliver bedre og bedre - ikke mindst fordi, han konstant er i bevægelse og udviser villighed til at løbe de ekstra meter for holdet.
Der var også afrikansk magi over udligningen i det 54. minut: Igboun erobrede selv bolden tæt ved midterlinjen. Landsmanden Ozuchukwo tog over, inden Adigun Salami sendte en smuk bold ude i højre side. Her brillerede endnu en nigerianer, Rilwan Hassan, med et skarpt indlæg mellem OB-keeper Roy Carroll og den fynske defensiv. Sylvester Igboun kastede sig frem og via Carroll strøg bolden i nettet.
Skuffende profiler
Med lidt held kunne FC Midtjylland have snuppet det ene point. Men selv om udeholdet igen var farlige i omstillingsspillet, så måtte FCM også se profilerne Jonas Borring og Frank Kristensen skuffe fælt i offensiven. Borring lignede atter en mand uden selvtillid og uden hjertet til at fighte. "Farlige Frank" kom kun frem til to hovedstød - hvoraf den ene havde fortjent en bedre skæbne. Til gengæld kunne Kristensen slet ikke holde fast i de mange bolde, som holdkammeraterne gang på gang sendte frem langs jorden - og dermed blev det svært at sætte offensiven fuldt i spil.
Fortjent OB-sejr
Efter udligningen lagde OB et solidt pres på gæsterne. Og Hans Henrik Andreasen var to gange tæt på at bringe værterne i front - ved begge hovedstød var Jonas Lössl vaks på stregen.
FCM-keeperen havde dog ingen chance kort efter, da Esben Ruud knaldede læderet på den midtjyske overligger. FC Midtjylland så dog ud til at klare frisag - lige indtil Kristian Ipsas blunder 20 minutter før tid. En handling, som resulterede i, at kroaten blev flået ud - til fordel for indskiftede Christian Sivebæk.
Nederlaget til OB betyder, at FC Midtjylland fortsat er på andenpladsen i Superligaen - nu med fire point op til FCK. OB kravlede med sejren op på fjerdepladsen - og med fire point op til FCM.
Indsend kommentar
- Der er menighedsrådsvalg i
1 dag 22 timer siden - Man kan vist opfatte
1 uge 8 timer siden - Hej
I 2005 den 17. dec.
1 uge 1 dag siden - Når jeg læser dette, så får
1 uge 1 dag siden - Ældgammel tankegang med
1 uge 3 dage siden - hvor meget betaler FCM i
1 uge 5 dage siden - Det vil sgu også være kanon
1 uge 5 dage siden - vil være fint at få dem FCM
1 uge 6 dage siden - vi var også skuffede igen
1 uge 6 dage siden - Jeg er helt enig. Fatter
1 uge 6 dage siden
- Er dit pas også klar til ferien?
- Landzonetilladelse - Klochsvej 33, Bording
- Landzonetilladelse - Blåhøj Stationsvej 35, Brande
- Tilladelse til udledning af vand fra tag
- Landzonetilladelse - Fasterholtvej 2, Ejstrupholm
- Landzonetilladelse - Lundfodvej 15
- Skovbjergparken Ikast kan fejre 25 års jubilæum
- Skovbjergparken Ikast kan fejre 25 års jubilæum
- Landzonetilladelse - Hygildvej 5, Ejstrupholm
- Landzonetilladelse - Damholtvej 1, Bording













Som RSS feed