AaB åd elendige FCM-ulve

FC Midtjylland udspillet i fredagens 0-3 nederlag i Aalborg - et nederlag, der kunne have været større
17. august 2012, 21.49

næste torsdag spiller FC Midtjylland det første af to Europa League-kvalopgør mod Young Boys. Men hvis spionerne fra det schweiziske storhold fredag aften var på plads i Aalborg, tog de hjem med store smil på læberne.
Pinlig præstation
Ulvene fra FCM leverede ganske enkelt en elendig indsats - og midtjyderne tabte fortjent med 0-3 til AaB, der gennem hele Superliga-matchen udspillede og udradrede gæsterne fra FC Midtjylland.
Nederlaget var ikke et mål for stort, og FCM-mandskabet skal prise sig lykkelig for, at træfsikkerheden ikke var skarpere hos hjemmeholdet. Ved pausen førte AaB kun med 1-0 på det mål, som Nicklas Helenius nettede efter 21 minutter.
Langsom i tanke og handling
Men i starten af anden halvleg fortsatte de negative præstationer hos FCM-spillerne, der i samtlige 90 minutter haltede bagefter i både tanke, tempo og handling.

Bevares, midtjyderne manglede også stamspillere som karantæneramte Izunna Uzochukwo og de skadede Tim Janssen og Rilwan Hassan. Men cheftræner Glen Riddersholm sparede også U/21-landsholdsspillerne Erik Sviatchenko og Mads Albæk - og de mange rokader skabte utryghed på både midtbanen og særligt i et rystende svagt forsvar.
I menneskehænder
Jesper Lauridsen startede som venstre back, mens der på den centrale midtbane var blevet plads til unge Mads Pedersen. Men han kom i menneskehænder fra start og var generelt overmatchet. Pedersen lignede ikke et talent, der var parat til Superligaen eller havde midlerne til at gøre en forskel på en svær udebane.
Nemmere blev det heller ikke, da angriberen Morten "Duncan" Rasmussen blev skadet efter to minutter - og måtte lade sig udskifte 20 minutter senere. I stedet kom Jude Nworuh ind i frontpositionen.
Bekymrende fejlprocent
Usikkerheden var synlig over hele banen, når spillerne i sort outfit forsøgte at finde fodfæste. Det lykkedes aldrig. Fejlprocenten var alarmerende høj over hele linjen, ingen tog ansvar og ingen tog styring.

I stedet styrede FCM-holdet forvirret rundt - og det straffede et hurtigt og aggressivt AaB-mandskab, der var dygtige til at sætte udeholdet under pres.
Sløsede markeringer
Med til historien hørte dog også, at FC Midtjylland slet ikke formåede at holde fast i bolden. Utallige boldtab, pinlige opspilsfejl og sjuskede afleveringer skabte panik hos Ulvene. Det betød samtidig, at markeringerne blev sluppet i desperate aktioner - i håb om at kunne vende opgøret. Men det lykkedes på ingen måde. Og i modsatte retning blev det kun til tilfældige afslutninger mod værternes mål.
Brændte chancer
At AaB blot førte med én pind efter første halvleg, var direkte misvisende. FCM-defensiven sejlede rundt, og særligt Benjamin Kibebe virkede tung, trampende og uden timing i sine indgreb og placeringer. Gang på gang slap svenskeren sine modstandere af syne, men AaB'erne brændte de serverede chancer på stribe.

Det gjorde de ikke i efter pausen. Efter endnu et pres mod FCM-forsvaret, øgede Lasse Nielsen stillingen til 2-0. Et hjørnespark endte i panden på forsvarsspilleren, men ulve-keeper Jonas Lössl imponerede ikke, da han nærmest tabte hovedstødsbolden, der endte i nettet.
Hjemmeholdets Kasper Kusk nettede til 3-0, da Ulvenes bageste igen blev udspillet og udstillet på kryds og tværs. Da manglede der stadig 25 minutter, og der var begrundet frygt for en ydmygelse til gæsterne.
Flere skader
FC Midtjylland slap med skrækken, men måtte hurtigt også give slip på pointene i Aalborg.
For at gøre ondt værre, udgik også Kristian Bak Nielsen og Petter Andersson fra matchen med skader.

FCM har hentet syv point i seks kampe - men der er også gået 13 mål i eget net. Den går slet ikke, hvis klubben vil være med i toppen, eller drømmer om adgang til gruppespillet i Europa League.


Ordet er dit