480 udstillere klar til Formland i Herning

Når dørene åbner 9. august til Formland-messen i Herning, står 480 udstillere fordelt i 10 messehaller klar til at tage imod besøgende fagfolk fra op mod 30 lande. Heraf er 94 helt nye Formland-udstillere med for første gang 
03. august 2012, 13.04

- Det er glædeligt og positivt at se, at så mange faste udstillere i kombination med 94 helt nye udstillere vælger at satse på Formland. Det viser, at der trods svære tider er masser af vilje og udviklingslyst i branchen, udtaler Marianne Jensen, formand for brancheforeningen FAGA og medlem af Håndværksrådet internationale udvalg.

Satser behårdt på Formland

En af de 94 nye udstillere på Formland er svenske String Furniture. Og de har et helt klart formål med at deltage på messen i Herning.

 - Vi satser benhårdt på det danske marked, og her er Formland den bedste indgang til at komme i kontakt med de danske aktører. Mange af vores eksisterende samarbejdspartnere er også med på Formland, og messen er et godt sted at komme i dialog med vores nordiske kolleger, fortæller Peter Erlanden, som ejer det svenske String Furniture.

Nyheder i kø til Formland Design Award

Der har været travlt hos dommerkomiteen til Formland Design Award. 75 nyheder er tilmeldt konkurrencen, og det er dobbelt så mange som ved forrige messe samt en generel fremgang i forhold til de seneste fem år.

- Og der har været hård kamp om nomineringerne i år. Helt tydeligt ser vi, at der er flere møbler med i dysten om Formland-prisen end tidligere. Samtidigt har produkterne i højere grad en historie, de er langtidsholdbare og har en håndværksmæssig baggrund, fortæller medlem af Formlands dommerkomité og chefredaktør på Bo Bedre, Erik Rimmer.

Udover Formlandprisen uddeles der for første gang en pris for "Great Idea!". Prisen gives til en god, skæv, sjov, anderledes eller overraskende idé. Vinderen belønnes med 10.000 kroner.

Formland øger fokus på udenlandske gæster

Formland har et godt tag i gæster udenfor Danmark. 16 % af august-messens besøgende kommer fra udlandet. Og det er den succes, der nu bygges videre på. Derfor har Formland i samarbejde med udstillere inviteret en række udenlandske VIP-gæster. I alt 71 professionelle indkøbere fra Norge og Sverige bliver fløjet til Formland i Herning for at besøge messen.

- Målet er at få endnu flere udenlandske indkøbere til messen. Det vil udbrede kendskabet til både messen og regionen, og vi har oplevet en overvældende interesse for Formland, siger direktør i MCH, Lars Jespersen, som glæder sig til at byde de udenlandske gæster velkommen i Herning.

Finn Juhl hyldes på Formland

Den internationalt anerkendte danske møbeldesigner Finn Juhl hyldes på Formland. I år kunne succesdesigneren være fyldt 100 år, og det markeres med en særlig Finn Juhl-udstilling. Bag udstillingen står Ringkøbing-virksomheden OneCollection, der i dag har rettighederne til Finn Juhl.


Relaterede artikler

Ordet er dit