10.705 fagfolk på Formland Autumn 2012

Fire dages Formland-messe sluttede søndag med et samlet besøgstal på 10.705 professionelle indkøbere, der repræsenterede 4.074 forretninger og 45 lande.
13. august 2012, 06.58

Inspiration, nyheder og trends var i fokus, da Formland Autumn 2012 fra torsdag til søndag løb af stablen i MCH Messecenter Herning. Besøgstallet endte på 10.705 fagfolk. Seneste Formland-messe blev besøgt af 10.666 fagfolk.

- Besøgstallet er som forventet. Vigtigst er det, at formland stadig samler de vigtigste indkøbere og skaber rammerne om en god handelsplads, som dermed også er i stand til at tiltrække nye udstillere. Markedet er generelt under pres, og det er tid til, at vi alle tænker ud af boksen – også os udstillere, udtaler Birger Nielsen, næstformand i FAGA, Brancheforeningen for brugskunst og gaveartikler.

Messen matcher markedet
- Messen har den størrelse, som matcher til markedet. Danskernes bruger i øjeblikket få penge på boligen, og for mange detailbutikker er det et spørgsmål om at overleve. Vi kunne da alle sammen godt drømme om flere besøgende – både ude i detailbutikkerne og på messen, men sådan er virkeligheden ikke lige nu. Det taget i betragtning er vores salg på Formland faktisk gået bedre end forventet, udtaler Peter Laursen, direktør i engros-virksomheden Ib Laursen Aps, der er en af Skandinaviens førende i interiørbranchen.

Samme melding lyder hos både Kop & Kande-kæden og Stelton:

- Her og nu kan vi glæde os over, at Stelton har haft en god messe. Vi har haft mange kunder forbi vores stand. På den lange bane er det Steltons holdning, at tiden er inde til at vi sammen styrker og nytænker Formland yderligere som branchens mødested, siger Stelton's adm. direktør Michael Ring.

- Vi har brug for ét samlet mødested, ellers skal vores butikspersonale rundt i hele landet. Det betyder store ekstraomkostninger til vores butikker, og det er ikke realistisk. Vores behov og ønske er, at møde vores leverandører på ét sted – Formland, lyder det fra adm. direktør Peter Rønn for Kop & kande-kæden, der har 92 butikker over hele landet samt på Grønland, Island og Færøerne.

Formland fremadrettet
- De kommende messer vil gennemgå forandringer og fornyelser, der i samarbejde med udstillerne skal manifestere Formland som branchens samlede mødested. Til det arbejde har vi ansat Helle Schmidt Hansen som ny leder for Formland, udtaler adm. direktør Georg Sørensen, MCH.


Ordet er dit